Vi lever endnu – blot uden elektricitet

Dage og uger er gået uden forbindelse til nettet og vi er helt vænnet fra at tænke over det efterhånden. Dertil skal lægges at min bærbare computer nu helt er stået af og at vi har måtte rive dens hjerte – harddisken ud af den for at redde vores utallige billeder. Endelig har jeg mistet simkortet til min mobiltelefon. Altså er vi stået helt af det elektroniske ræs.

Til gengæld har vi været i Paradis et par uger. Vi har dykket med havskildpader og akvariefisk i alle størrelser. Vi har set en verden under vand og er stadig mundlamme. Vi har drukket øl og spillet guitar ved bål. Vi har daset og dasket som var vi 20-aarige backpackers og vi har for et øjeblik trådt gevaldigt vande langt fra hverdag og indisk rejsetumult. Andamanerne er virkelig et besøg værd og mere om det meget snart.

Efter en 30 timers togtur fra ostkysten til vestkysten er vi nu i endnu et paradis nemlig shoppernes i Mumbai. Vi bor paa endnu et anbefalelsesværdigt sted nemlig på tredjesal med balkon over Oliver Rd paa Bently’s. Her har vi vel 25 kvm, mørkt parket, høje træpaneler, spisebord, senge nok, skabe, kæmpebalkon osv. Dejlig old school og lige i øjet til et par tusind rupees.

Her står verden ikke stille. Vi har været i Bollywood-film. Vi har været en dag i helvedet – Asiens største slum, hvilket var et velkommen hjem til jorden efter Andamanerne.

Alle har nu købt ny garderobe til de smalle tider der nu venter hjemme. I aften spiser vi vores sidste luksusanretning på Taj-hotellet og så skal vi vist til at pakke de sidste tasker.

Vi retter og opdaterer når vi kommer hjem. Tak for alle kommentarer. Vi skrives ved.

Kh

Daniel, Christina, Julian, Rebecca og Theodor.

Hustlere #2 (The Chennai Twister)

To dage i Chennai på et udemærket trippelværelse i et slidt muslimsk kvarter i Triplicane. Hotel Paradis kræver 700 rupees for os alle fem og det er rimeligt for et nyt værelse, tv og rent toilet/bad minus brus da brusehovedet ligger i håndvasken. Men sådan en detalje bliver faktisk ikke længere bemærket af hverken ungerne, Christina eller jeg.

Julian dag to morgen: ”Hvor er bruseren”

Os: ”Brug spanden og kom nu i gang. Vi skal af sted.” Læs resten

Farvel til landsbyen (Fra Kattapakam til Tranquebar)

Den maaske bedste kyllingebiriyani jeg har smagt. Sikken en faellesspisning.

Den maaske bedste kyllingebiryani jeg har smagt. Sikken en faellesspisning.

 

 

 

 

I morges blev vi endnu en gang vækket af vanvittig høj musik fra templet lige nede af stien. Højtaleren vender mod vores soveværelsesvindue, der har været lukket i tre uger af samme grund. Læs resten

Blandt bønder og børn i Kadapakkam (Tamil Nadu)

Vi er kommet ud på landet.

Så langt ud, at vi ikke kan være sikre på, at den lokale købmand har flaskevand til os, der ikke kan drikke fra den lokale brønd.

I går var der intet, og Julian cyklede fem kilometer efter et par flasker lunken vand.

 

 

Katapakkam er en lille flække på East Coast Road, der løber nord-syd langs Tamil Nadus kyst. Det er en strækning, med mange tsunamiramte bebyggelser. Læs resten

Indisk fyrvaerkeri for alle pengene

Vi fejrede nytaarsaften her i badebyen Mamallapuram, hvor der er saa dejligt, at vi har besluttet at blive i en uge, inden vi rejser videre til boernehjemmet paa soendag den 4. januar.
 
Aftenen fejrede vi med trylleshow og optraeden af en masse soede boern fra byens boernehjem. Læs resten

Se vores seje unger holde en krokodille

Har du mon nogensinde holdt en krokodille? Nej vel. Det har jeg heller ikke. Men det har Julian, Rebecca og Theodor. Læs resten

Julian og stenhuggerne i Mahabalipuram (Mamallapuram)

Mamallapuram er Indiens stenhuggerby. Alle former for sten fra isaer den nordlige del af landet bliver koert hertil, hvor de bliver hugget til diverse skulpturer af indiske guder, dyr og andet godt.

Byen huser 3000 stenhuggere, og fra solopgang til solnedgang hoerer man lyden af sten, der bliver hugget.

En af de foerste dage her moedte vi en fyr, der har et stenhuggeri. Han spurgte, om Theodor og Rebecca ville hugge i sten. Læs resten

Sydindiske togture #4 – Flugten fra Madurai

Jeg har ikke meget godt at sige om Madurai ud over, at servicen i rejsebiksen nede i West Perumal Maistry Street viste sig forholdsvis effektiv da det kom til stykket. Og det gjorde det efter blot én overnatning i et værelse med svampevækst på det evigt våde toiletgulv, sengelus og en selv for Indien ualmindelig kaotisk stemning.

En bedstemor sidder i støvet i kanten af gaden og arrangerer sine tre jasminkranse til håret, så godt hun kan. En sjælden turist bukker sig ned for at føle og måske købe en krans. Bedstemor smækker turisten en over lappen så hun aldrig glemmer det og genner hende væk. Læs resten

Opkast mellem Kumily og Madurai

Ingen tigere i sigte i tigerreservatet Tekady i Keralas bjerge. Men masser af sjov med elefanter juleaften, som vi både vasker med kokosnøddeskaller, som vi ridder på gennem regnskoven, lige som Rebecca og Julian lærer at kravle op på ryggen af de fire meter høje elefanter uden hjælpemidler.

 

Som den store finale fik vi brusebad af elefanterne ved at sidde på deres ryg, hvorefter de pludselig oversprøjtede os med oceaner af vand fra deres snabler. Det er klart den sjoveste juleaften jeg har haft i mit liv. Læs resten

Julebadet – Theodor protesterer

Så mødte vi julemanden

Julemaend i Kerala

Julemaend i Kerala

Glædelig jul.

Vi er i Kulily som er en lille turistflække i Keralas Kardemommebjerge – det hedder de. Vi har udsigt over junglen og burde se vildsvin, hjorte og fugle og den slags.

Og saa har vi fundet en cafe der faktisk laver spiselige pizzaer og pastaretter, saa her har vi bestilt bord til juleaften. Det kan naturligvis ikke kompencere for tabet af kalkun, brune og hvide kartofler, rødkål, surt, sovs, mandler, risalamande osv osv som vi bare savler lige nu. Men så prøver vi at komme igennem på anden vis. Jeg har naturligvis forsoegt at bestille en julekalkun men forgaeves. Saa godt som alle restauranterne er vegetariske – hvilken skaebne juleaften!

Vi har vin. Godt nok hjemmelavet af druer og palme-et eller andet. Og vi har ikke smagt den endnu. Men den er næsten rød og en gave var det i hvert fald.

Og så mødte vi julemanden i gaar. Og vi fik ham paa video. Nyd den lidt moerke film og vaer forvisset om at vi taenker paa alle vores venner og familie i Danmark. I dag savner vi jer lidt og ungerne nok lidt mere end det.

Vi ses dog snart.

Kaerlige julehilsner fra

Daniel, Christina, Julian, Rebecca og Theodor.

Indisk trafik – hold på hat og briller

Soendagstrafik lige efter kirketid. Vejarbejderne er aabenbart hinduister.

Soendagstrafik lige efter kirketid. Vejarbejderne er aabenbart hinduister.

209 dyt på 50 minutter. Det er det antal gange vores chauffør i vores hvide indiske Ambassor-car dytter på turen fra dagens strandtur og tilbage til Cochin. Julian og Daniel har sat sig for at tælle, hvor mange gange der bliver dyttet, efter at vi stadig efter tre uger ikke fatter en meter af, hvorfor trafikanterne dytter hvert femte sekund. Læs resten

Sydindiske togture #3 (Coimbatore – Alleppey)

Jeg springer ned fra perronen på stationen i Mellapalayem og krydser i mørket flere togskinner på vej mod et svagt oplyst skur, der vist fungerer som billetkontor. Jeg er på jagt efter nogle sæder på toget mellem Coimbatore til Alleppey og har hørt, at der går flere tog den retning. Nu vil jeg have plads på et dagtog næste dag. Nogle siger turen tager fire timer. Andre fem eller seks.

Efter en kort kamp i kø, siger manden bag lugen, at jeg ikke kan bestille billetter til toget fra hans luge. Billetterne skal bestilles i Coimbatore. Lige inden jeg bliver presset ud af køen igen siger billetmanden, at reservationskontoret i Coimbatore har åbent til midnat.

Vi tager toget fra Melapalayem og ender i Coimbatore klokken 22. Kontoret lukkede for to timer siden.

Der er et hav af billige guesthouses og hoteller Læs resten

Sydindiske togture #2 (Hospeet – Hupli)

Toget går klokken 16. Cheenu, vores chauffør, siger, at vi nok skal være der senest klokken 15 på trods af, at vi har pladsbilletter.

Vi venter på perronen og er udstillet for alle børn og voksne samt en flok aber.

Toget kommer klokken 16 siger manden i billetlugen. Klokken er nu 16.30 og ingen kan give svar på hvornår det egentlig ankommer.
Klokken er 17 og endnu en familie stiller sig op en halv meter fra Theodor og Rebecca, der sidder på hver sin rygsæk og stirrer på dem. Læs resten

Penge og forbrug

(100 rupees = 12 kroner)

Vi er uvant rige her i Indien. En risplukker eksempelvis tjener rundt regnet 100 rupees om dagen, hvilket vi har fra en søn af risbønder. Sønnen arbejder nu i turistbrancen, der er noget mere lukrativ. Eksempelvis gav vi ham 500 rupees i drikkepenge efter to dages sindssyg sød opvartning, med mad, lange gåture og samtaler om alt hvad vi havde lyst til.

Gratis

Pris for at stå op klokken 6 og gå ned til floden sammen med gudedyrkende indere i Hampi: Gratis

Transport er billigt i Indien.

En natbillet med køjesenge ti fem koster knap 700 rupees.

En taxa fra Palolem i det aller sydligste Goa til Mandrem i det nordligste (knap fire timer) kostede 1200 rupees.

Vi kører i Ambassador-bil med chauffør fra Cochin til et elefanttempel to timer væk. Videre ned til en badestrand for at dase eftermiddagen væk. Chaufføren venter og kører os hjem til aftensmad i Cochin. Pris for indisk luksus-bil med chauffør hele dagen Læs resten

Sydindiske togture #1 (Hupli – Mysore)

Det multimyldrende tog er ved at gå til ro. Chai-manden, der hele dagen højlydt har messet chai-chai-coffee-coffee, kommer diskret forbi nu, og jeg må have endnu en sødt skud til 5 rupees.

Vinduerne er stadig åbne bag træmmerne og lyden af langt tog og duften af tusinde indere, mad og tropelandskab er bedøvende intens. Vi er de eneste fremmede indslag på toget. Læs resten

Halløj på bjerghotellet (Ooty)

Julian kan ikke klare mere og går i seng.

I pejsestuen sidder en inder i overfrakke og øreklapper og famler sig gennem Boney M melodier på et gammelt Yamaha-keyboard med rytmeboks. Tjenere vimser rundt uden at gøre noget og spørger om alt er ved sit allerbedste.

– Is everything at your very best pleasure, sir, siger overtjeneren eksempelvis.

I spisestuen ved siden af falder 6 tjenere over hinanden i et forsøg på at servere hver af os en portion ris, lidt brød og en klat vegetarkarry. Læs resten

Blandede sydindiske hustler-trix

En ide til en bog som Julian fik i gaar er genial, synes jeg. Naesten hustler-agtig kvalitet.

Vi er nu blevet husltet og forsoegt hustlet tilstraekkeligt til at vi er bevidste om i hvert fald halvdelen af de gange vi er ofre.  Hustlerne kommer i alle afskygninger. Boern, chauffoerer, gamle, kvinder familier, hotelejere, religioese, goejlere, aber og saagar elefanter. Indien synes at vaere et godt sted at studere disse kunster. Julians ide er at samle kunsterne i en bog. Min tilfoejelse er at goere det til en bog om hustlere i forskellige kulturer. Paa den maade kan man maaske faa et forlag og en bid af livet til at gaa med at rejse rundt og studere hustlere – paa forlagets regning forstaaes.

Strandrestauranten

Det foerste hustle faldt Julian og jeg for. Læs resten

Videre fra Goa

Saa er vi paa vej ind i Idien. Hampi er foerste stop og det er i sandhed en anden oplevelse end Goa. En meget hellig by tilsyneladende, fyldt med pilgrimme fra hele landet, der i morges vaekkede mig klokken 6 paa vej ned for at bade i floden, der loeber lige neden for vores guesthouse.

Folk er saa troende, at en kvinde i gaar aftes loeb hen mod bagenden af en ko, der urinerede og med haenderne foldet i skaal, drak og vaskede sig i den hellige kos vand.

Paa billedet sidder vi i toget fra Madgao til Hospeet. Se flere billeder ude til hoejre.daniel-og-theo-laeser-avis-i-toget-fra-goa-til-hampi1

Hvad sker der med Daniels oerer?

“How are you my friend. How are you today madam. You need taxi madam? You look tired madam, you need massage? Or maby a lemon-soda in my hut”.
Inderen er en venlig mand, som virkelig forstaar at tjene penge paa hvad som helst. Og saerligt her i Goa, hvor der er forholdsvis mange turister flokkes inderne om at traekke penge ud af os. Læs resten