Sydindiske togture #2 (Hospeet – Hupli)

Toget går klokken 16. Cheenu, vores chauffør, siger, at vi nok skal være der senest klokken 15 på trods af, at vi har pladsbilletter.

Vi venter på perronen og er udstillet for alle børn og voksne samt en flok aber.

Toget kommer klokken 16 siger manden i billetlugen. Klokken er nu 16.30 og ingen kan give svar på hvornår det egentlig ankommer.
Klokken er 17 og endnu en familie stiller sig op en halv meter fra Theodor og Rebecca, der sidder på hver sin rygsæk og stirrer på dem.

Klokken er 17.15 og jeg køber en avis til tre rupees, to liter vand til 15 rupees og giver en tigger 5 rupees. Jeg har sørget for småpenge til køb af mad, chai og lidt til tiggerne i toget. Pakistan bliver for syvende dag i træk hængt ud på forsiden, læser jeg. En tiger har dræbt en ko ude på landet i Kanattaka og bonden har fået kompensation. Landsbyen er i oprør over kompensationens størrelse og kræver mere. Bonden fik 20.000 rupees.

Toget kommer 17.30 og vi er allerede matte. Det er proppet til randen, og vi kan ikke komme ind med rygsække. Vi løfter dem over vores hoveder og holder fast i ungerne på en eller anden måde og møver os ind i det vognnummer, der fremgår af billetterne.

På vores sæder sidder 15 kvinder og børn. De ligner fattige bønder i tøjet og taler det lokale dialekt. Ingen af dem anerkender vores eksistens og endnu mindre reservationerne.

Billetterne går på omgang blandt omkringstående. De bliver vendt og drejet og betragtet som var de fabrikeret af svindlere i et kælderlokale. Toger sætter i gang og vores sæder er besat. Ingen flytter sig. Christina skælder afdæmpet på familierne og peger på vores små børn. En kvinde klapper endelig på sit skød og inviterer med et hullet smil Rebecca og Theodor til at sidde. De falder trætte i skødet på den indiske familie.

Julian hidser sig op på engelsk.

-Do you understand english? Theese are our seats! råber han.

Folk kigger ondt på ham og han klapper i. De to ældste kvinder rejser sig nu demonstrativt. Jeg skælder ud på Julian der nu forgæves forsøger at få dem til at sætte sig igen. Alle peger på ham og beder ham sætte sig. Han vil ikke. Theodor og Rebecca rykker fra skød til sæderne. Christina sætter sig også. Julian står og modtager stadig onde øjne. Jeg forsøger at smile til alle og tænker at toget her heldigvis kun tager fem timer og håber nattens næste tog er mindre fyldt.

Langsomt men sikkert falder vi i snak. Alle vil tale med Rebecca og Theodor. Vi oversætter. Vi forklarer, at Danmark ikke er Holland. Unge skolepiger fra andre steder i toget kommer hen og træner engelsk. Nogle er rigtig gode og fører samtaler for flere omkringstående. Børnene tegner hinanden. Rebecca har Topmodel-skitsebogen med. Den imponerer med sine korte kjoler og mange farver. Pigerne fniser og prøver sig frem med vestlige modeller. Ud af gamle avispakker og plastikposer hiver familierne hjemmelavede snacks frem Vi deler og spiser nervøst. Vi griner og alt er godt igen.

One response to “Sydindiske togture #2 (Hospeet – Hupli)

  1. Torkil og Bodil fra Tranbjerg

    Vi sender jer de bedste julehilsner og ønsket om et godt nytår i Indien. Det lyder utroligt spændende det i er i gang med , vi kommer snart.
    Vi skal være sammen med Charlotte og John 1. juledag ude hos Dorte og Otto.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s