Opkast mellem Kumily og Madurai

Ingen tigere i sigte i tigerreservatet Tekady i Keralas bjerge. Men masser af sjov med elefanter juleaften, som vi både vasker med kokosnøddeskaller, som vi ridder på gennem regnskoven, lige som Rebecca og Julian lærer at kravle op på ryggen af de fire meter høje elefanter uden hjælpemidler.

 

Som den store finale fik vi brusebad af elefanterne ved at sidde på deres ryg, hvorefter de pludselig oversprøjtede os med oceaner af vand fra deres snabler. Det er klart den sjoveste juleaften jeg har haft i mit liv.

 

Videre fra Tekady 2. juledag. Turen går til Madurai, og Daniel, som har styr på finanserne, mener, det er tid til at komme lidt ned i niveau hvad rejseform og overnatning angår. Så farvel til privatchauffør og airconbiler.

 

Vi tager en tuc til busstationen i byen, hvor den mest slidte af busserne kører til Madurai. Vi kaster os ind i den mindst 50 år gamle bus, og maser os ned på de svedige sæder ved siden af inderne. 20 rupii for børn og 40 rupii for voksne. ( Ialt ca. 15 kr). Foran os venter fem timers kørsel. Turen ned af bjerget er halsbrækkende.

 

 

I hårnålesvingene, hvor bussen kører helt ud til kanten, har jeg travlt med at lade være med at tænke på, hvad der sker, hvis bussen skrider og vælter de 500 meter ned af den regnskovsbeklædte skrænt.

 

 

Vel nede af bjerget tonser bussen med hornet i bund ud af den smalle landevej. Hundredevis af biler, lastbiler og busser skal tilsyneladende samme vej som os, og alle kæmper om pladsen på den hullede asfalt. Bussen standser og samler flere op. Den er ellers fyldt til bristepunktet, men inderne pakker sig, og der er vel snildt plads til 30 flere, og hvad betyder det, om man skal stå op i fire-fem timer i en slingende bus.

 

 

Vi har heldigvis vores siddepladser, men da en ung kvinde med sin ældgamle og svage mor og to bitte små børn på armen kæmper sig ind i bussen til intet andet end ståpladser, bliver vi bløde om hjerterne. Jeg tager kvindens ene barn på skødet, og Julian rejser sig og lader kvinden sidde på hans plads med det andet barn. Den lille indiske pige kigger på mig med store sorte øjne og falder snart i søvn i mine arme.

 

 

Daniel sidder to sæder foran mig med Rebecca og Theodor. Rebecca er bleg og skal kaste op. Køresygen har ramt hende igen. Daniel hænger ud af den åbne dør med hende i armene, så hun kan brække sig ud af bussen i rivende fart. En time senere bliver Theodor køresyg og får samme tur ud af den åbne dør. Jeg lukker øjnene og håber, at Daniel har ordentlig fat i nakken på vores børn.

 

Egentlig var det vores plan kun at tage til Madurai for at komme videre ud mod østkysten. Madurai er tog-knudepunkt for hele kyststrækningen. Men togene videre er bookede, og vi må finde overnatning i Madurai. Byen en kæmpe stor, beskidt og larmende. Men templet er 2000 år gammelt, og Rough Guide skriver, at det er det største, vigtigste og smukkeste tempel i Sydindien og derfor absolut et besøg værd. Vi beslutter at overnatte i Madurai men bliver overraskede over, at stort set alle indere holder juleferie og åbenbart også har valgt at tage til Madurai.

 

Da vi ringer et par dage før afrejsen er alt optaget på de 9 hoteller vores guidebog har listet. Så vi beslutter at tage af sted uden hotelreservation og satser på, at millionbyen har et enkelt ledigt hotelværelse til os, når vi kommer frem.

 

Jeg falder i snak med en inder i bussen, der råder os til at springe af bussen lige inden vi ankommer til endestationen. Han siger, at der ved det stop er bedre muligheder for at få hotel. Bussen stopper på en støvet vendeplads. 30 sekunder senere er den på vej til at køre videre. Vi er kun halvvejs ude af bussen, og vi råber til chaufføren, at han skal stoppe. Han stopper. Jeg springer af med børnene i favnen, mens Daniel og Julian hurtigt samler bagagen og springer af. Vi tæller tasker, som vi plejer.

 

Vi konstaterer hurtigt, at vi mangler en, men da er bussen allerede kørt. Børnene græder. Det er Theos rygsæk med alt legetøjet, der kører videre i bussen uden ejermand. Jeg trøster, Julian sætter sig på en af de store rygsække og kigger opgivende efter bussen, mens han tænder en smøg. Daniel springer resolut ind i en tuctuc og råber ”follow that bus”. Væk er Daniel. Den søde mand fra bussen bliver hos os og forklarer, at bussens endestation kun er fem kilometer nede ad vejen, hvor Daniel kan få fat i tasken. Vi venter. Spejder efter Daniel i det gule hav af mindst 50 tuc’er, der passerer hver gang trafiklyset skifter til grønt. Og pludselig efter et kvarter er han der. Daniel griner højt og rækker tasken frem i sin strækte hånd, mens han kører hen til os. Børnene har fået legetøjet tilbage, og dagen er reddet.

 

Det store dyre hotel, som ligger lige hvor vi sprang af bussen er optaget. Vi sukker. Efter den bustur er vi igen klar til lidt luksus, men vi må videre og hyrer en tuc ind til centrum for at forsøge at finde ledige værelser. Over alt i byen vrimler det med sortklædte hinduer. De er pilgrimme, der valfarter til byen i hobetal for at besøge det berømte tempel. Pilgrimme bor åbenbart også på hotel, for i hvert fald er det tæt på umuligt at få tag over hovedet i Madurai.

 

Vores Tuc stopper ved de første fem hoteller, hvor vi hver gang bliver mødt med besked om at alt er optaget. Til sidst stopper vi ved et nedslidt hotel i en sidegade til det store tempel. Endelig er der bid.

 

 

På det tidspunkt er vi klar til at tage hvad som helst. Bare vi kan få en seng at sove i. Vi ender med et lille nusset værelse til os alle fem, hvor Julian får en madras på gulvet, mens vi andre fire sover i dobbeltsengen.

 

Daniel mugger. Han er træt af indisk uorden, støv og skidt. Julian og jeg kan ikke lade være med at grine af den store Indiens-farer, der for få uger siden havde så travlt med, at vi skulle rejse og bo som inderne.  Ikke som de rige turister vi er i det her land. Han vrænger på næsen af det uhumske badeværelse på hotelværelset, og han styrter ud i byen for at forsøge at få togbilletter så hurtigt som muligt videre og væk fra kaotiske Madurai og det beskidte hotel.

 

 

Han kommer slukøret tilbage med intet andet end en dunk decinficeringsvæske i hånden til at tage det værste skidt.

 

Toget i morgen er udsolgt. Heldigvis har vi reservation til i overmorgen. Jeg ser mindre sort på situationen og forsøger at få Daniel til at grine lidt af det hele.

 

 

Her sidder jeg så nu. Ungerne er faldet i søvn efter Harry Potter-læsning ved siden af mig. Daniel og Julian drikker King Fisher på tagterassen og puster ud oven på dagens strabadser. Jeg læser Rough Guide for at planlægge den videre rejse, mens jeg ikke kan lade være med at skule ned mellem madrasserne efter de sengelus, som jeg hørt at alle billige hoteller i Indien er fulde af.

3 responses to “Opkast mellem Kumily og Madurai

  1. Soffía Frímannsdóttir

    TIL JULIAN AND FAMILY:
    Hi and merry christmas!
    It´s very nice to see you at this website in Indian – it´s interested and the photos are fantastic.
    Enjoy and have fun!
    I´m in Reykjavík now – and afi Frímann and amma Sigga are there too, they came 25. dec. Hulda got a little girl 14. dec. she very cute – I can send you a photo.
    Have a very good time and best regards too your dad, Christina, Rebecca an Theodor,
    from Soffía,
    and afi Frímann and amma Sigga.

  2. Hejsa Rebecca (og familie)

    Så sejt at du har vasket elefanter … whau.

    Jeg har juleferie nu – fedt. I julegave fik jeg en masse lys og disko spots og kugler så min mor mener at mit værelse er et helt diskotek … så jeg glæder mig til du kommer hjem og vi kan danse til mama-mia – som jeg også fik i julegave.

    Efter nytår tager vi til Sverige et par dage og så skal jeg prøve at stå på ski – det har jeg aldrig prøvet.

    Ha’ det godt – hilsner til jer alle fra os alle – knus fra Karen (og familie)

  3. Howdi partner(s)

    Sikke en hæsblæsende fortælling. Vi fik faktisk lidt gåsehud over at læse om opkastninger ud af døren i en indisk bus i rasende fart – specielt når man tænker på Daniels tynde overarme. Nå men han og ungerne klarede det. Pyha.
    Og Daniel viste sig jo at være helten i en tucjagt gennem byen a la James Bond. Flot Danny.

    Til gengæld scores der ingen medlidenhedspoint over lidt snavs på et hotel – been there done that. En reel nedtur er, at vi skal på arbejde igen på mandag efter en dejlig lang juleferie… Så vi er pissemisundelige over det der hotel med tagtarresse.

    Fortsat god tur!!!

    Kærlig hilsen
    Nanna, Mikkel, Karina og Søren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s