Sydindiske togture #4 – Flugten fra Madurai

Jeg har ikke meget godt at sige om Madurai ud over, at servicen i rejsebiksen nede i West Perumal Maistry Street viste sig forholdsvis effektiv da det kom til stykket. Og det gjorde det efter blot én overnatning i et værelse med svampevækst på det evigt våde toiletgulv, sengelus og en selv for Indien ualmindelig kaotisk stemning.

En bedstemor sidder i støvet i kanten af gaden og arrangerer sine tre jasminkranse til håret, så godt hun kan. En sjælden turist bukker sig ned for at føle og måske købe en krans. Bedstemor smækker turisten en over lappen så hun aldrig glemmer det og genner hende væk. Hvad der forgår er aldrig til at vide. Men byen har denne lidt uforudsigelige stemning over sig.

Madurai tempelfester. Hundredetusindvis af hinduister valfarter til byens store Sri Meenakshi-Sundareshwarar-tempel, der er en af de eneste årsager til at besøge byen. Netop i år gennemgår templet sin renovering som det sker hver 12. år så alt er pakket ind i bambusstilads og blade. Det er således et sjældent syn men også sært skuffende.

At komme frem til templet er som at kante sig op foran Orange scene til et hovednavn, hvis scenen er placeret i et trafikalt knudepunkt og hovednavnet er Beatles’ mirakuløse gendannelse. Denne trafik begynder nærmest uden for vores værelsesdør. Vi følger med og ender i en kø der ville tage os en halv dag at komme frem til tempeldøren. Her vil vi iøvrigt blive afvist som ikke-hinduer. Vi går uden om og direkte ind gennem hovedporten. Ingen beder for en gangs skyld om penge og så er vi inde.

Jeg er ikke tempelekspert, så her følger ingen forklaring. Blot en konstatering af, at der findes mange meget religiøse indere. De skriger og kaster sig i støvet for legetøjselefanter lige så vel som for fødderne af århundrede gamle statuer af en af de utallige gudefigurer og reinkarnationer af samme. Store mængder hvidt og farvet pulver bliver smurt i panden. Der puffes og mases og jubles og råbt og pludselig skal man møve sig uden om en familie, der har valgt at holde picknic midt i vrimlen. Visse indere har en sjælden evne til at lukke verden ude og falde til ro steder, hvor store politistyrker i Danmark ville kæmpe for ro og orden.

Tilbage til hotellet Sri Devi ud af vrimlen er situationen ikke meget bedre. Alt er klamt i hotellet, der ellers står i Rough Guide. Om det er os eller byen så svinger det bare ikke denne dag. Klaustrofobien trænger sig på. Julian er ved at blive skidt, og jeg går rundt og var negativt stemt over for mangt og meget. Vi skal videre men vores togbestilling er først om to dage. Tror vi.

Jeg har jo taget sagen i egen hånd og har reserveret og betalt billetter på nettet. Madurai – Chengalpattu. Chengalpattu er stationsbyen, der ligger uden for strandbyen Mammalapuram, en lille strandby syd for Chennai. Og fra sølet i Madurai lyder det rigtig forfriskende.

Et tjek på nettet afslører at vores sæder ikke er bekræftet. Vi er på venteliste som nr. 9 til 13 og den bevæger sig alt for langsomt ned. Perioden mellem jul og nytår er virkelig travl togtid, så et tip er, at bestille i meget god tid. Eller gå til rejsebureauet i West Perumal Maistry Street.

Vi ved fra flere rejseagenter i byen at alle tog er udsolgte til langt over øverste køje. Vi forsøger alligevel endnu en.

Han ler af min bestilling.

“Det er bare papir. Du har intet”, siger han og ryster hånligt min bestillingsseddel.

“Men er der noget du kan gøre for at få og på et tog i dag eller i morgen”, spørger jeg, kaster alle kort på bordet, viser min desperation og overgiver mig således uforsigtigt til denne kræmmer udi den indiske rejsebranche.

“Hvor vil i hen og hvornår vil i afsted”, siger han nu med en finger klar på computertasterne.

Det følgende er umuligt af forklare med få minutter efter skriver jeg vores navne på en Emergency Ticket bestillingsseddel til 1. klasse på toget samme aften til Chengalpattu.

Han sender lige sende en dreng til stationen for at hente biletterne, og vi skal blot møde op kl. 19 på kontoret, så er alt ordnet. Hvordan det kan lade sig gøre skale jeg ikke bekymre mig om. Udsolgt er ikke altid udsolgt og han kender en der kender en.

“Don’t worry sir. 7400 rupees tak”.

Det er dyrt, men vi er solgt. Et nattog på 1. klasse. En hel nat.

Vi får endelig billetterne klokken halv elleve, en lille time før afgang. Det vil sige at vi kun får fire billetter og det vil sige, at der ydeligere er lidt usikkerhed med de to af biletterne, der tilsyneladende ikke er i samme vogn som de andre to. Om overhovedet.

Er vi alligevel blevet tørret? Engelsk er pludselig meget svært at forstå og på spørgsmålet om vi kan få nogle af vores penge tilbage for den manglende femte billet er svaret: “Ikke muligt men du kan bare give mig alle billetterne tilbage”.

Vi griber den nu fedtede billet og haster ind i en rickshaw i retning mod toget.

Stationen er fyldt og mere til af pilgrimme, der står, sidder og ligger over alt i en lang venten på transport. Vi bevæger os mod skinnerne med halvt sovende unger og overfyldte rygsække. Benene ryster af træthed. På perron to holder toget mod Chennai – vores tog. Første klasses vognen er lige foran os, og der ved siden af døren blafrer en påklistret passagerseddel. Med to af vores navne på: Rebecca Bergsagel og Christina Holm vogn 1A. køje 1 og 2.

Disse køjer er de dyreste og fineste på India Rail. Vi taler om en egen kupe med egen skydedør og eget gardin. Vi taler om to brede køjesenge med bløde madresser. Her er eget skab sågar. Og spejl. Og knager. Christina får våde øjne.

Julian og jeg slår ud med armene og siger, at hun og ungerne bare skal gå i seng, så finder vi en plads.

Vores pladser viser sig at være i den tilstødende vogn. Vi har fået pladser men det er knap 1. klasse. Vi ligger i hver sin lidt smallere køje på 2. klasse aircon. Klassen over vores tidligere togture. Lidst blødere, lidt renere og med opredning.

Til gengæld er de øvrige køjer besat af læger og embedsfolk og den slags bedre borgerskab, der er knap så farverige som folk og fæ på den mere jævne Sleeper Class.

Vi falder omkuld under advarelser fra lægen i køjen overfor:

“Drik ikke vandet. Pas på tyveknægte. Tag aldrig imod hjælp fra fremmede. Giv ikke penge til tiggere. Pas på når du tager din pung frem. Osv osv osv.”

Lidt nede fra gangen vræler en møgunge en forkælets gråd. Det gør de heller ikke på Sleeper Class. Ingen forsøger tilsyneladende at trøste barnet. Jeg stikker hovedet ud fra bag gardinet ud til gangen. Intet at se, hvilket er endnu en forskel fra Sleeper Class, hvor alt er åbenlyst.

Mens jeg tænker over forskellene læner jeg hovedet tilbage i den rene pude og tænder natlampen. Trækker det rene lagen over mig og strækker ud.

“Hvor har vi det dog godt for få midler”, tænker jeg og vugger tæerne til lægens lavmeldte snorken.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s