Blandt bønder og børn i Kadapakkam (Tamil Nadu)

Vi er kommet ud på landet.

Så langt ud, at vi ikke kan være sikre på, at den lokale købmand har flaskevand til os, der ikke kan drikke fra den lokale brønd.

I går var der intet, og Julian cyklede fem kilometer efter et par flasker lunken vand.

 

 

Katapakkam er en lille flække på East Coast Road, der løber nord-syd langs Tamil Nadus kyst. Det er en strækning, med mange tsunamiramte bebyggelser. Også Katapakkam, hvor ingen dog døde. Til gengæld fik byen en pæn sjat af nødhjælpen. To samlinger på hver mellem 70 og 100 stenhuse er blevet bygget til fiskerne, der har deres oprindelige lille bygd tæt på vandet. Den oprindelige bygd står endnu og det siges, at de fiskere, der fik tildelt et nyt stenhus (et værelse) nu blot lejer deres nye hus ud og lever af lejeindtægterne.

Katapakam er en sølle indisk flække bestående af en støvet samling skure med købmand, apotek, skrædder og lidt grønt og fisk solgt direkte på jorden langs vejen. Apotek lyder af så meget. I virkeligheden er der tale om et skur med nogle støvede æsker, som vi heldigvis endnu ikke har været nødt til at se nærmere på.

I går regnede det og da var byen en mudret samling skure. Det er byens to umiddelbare udtryk; mudret eller støvet.

Nu lyder det måske som om der er tale om en by. Glem det. Hvis ikke familierne bor i de små stenhuse lever de i små hytter af palmeblade gruperet inde i skoven, som vi blandet andet går igennem for at komme til det mest civilicerede sted her på egnen nemlig Uluru Childrens Home, hvor vi har meldt os til tjeneste.

Jeg har læst nogle statistikker herfra: 65 % af folk her på egnen tjener op til 1000 rupees om måneden. Det er 120 kroner. 30 % tjener mellem 1000 og 2000 rupees mens de resterende 5 tjener der over. Største parten er analfabeter selv efter 5 års skolegang.

Rebecca og Theodor har deltaget i undervisning på den lokale folkeskole og de fleste lærere dukker simpelthen ikke op. Derfor betaler børnehjemmet selv for et par lærere, der gennemfører undervisning til børnehjemmets unger. Men de, der bliver aflønnet af det offentlige finder det, ifølge en socialrådgiver her på egnen, tilsyneladende ikke værd at gå på arbejde. Oppe på gymnasiet, eller skolen for de større børn, er tingene vist lidt bedre, siger et par australske skolelærere, vi har mødt. Til gengæld får drengene for en god ordens skyld et par drag over ryggen, hvis de ankommer lidt forsinket om morgenen.

Socialrådgivere og australske skolelærere er begge institutioner, der holdes i live af The East West Foundation, den lille organisation, der driver børnehjemmet samt en lille sundhedsklinik. Der er tale om fortrinsvist frivilligt arbejde. Socialrådgiveren er dog lønnet og der er naturligvis ikke tale om en socialrådgiver i vestlig forstand. Han underviser mest og er i det hele taget en hjælpende indisk blæksprutte. John Peter, kalder alle ham.

Selve organisationen vil det føre for vidt at komme ind på her, men den er fortrinsvist finansieret af grundlæggeren Dr. Chandrus private netværk af velhavende indere i USA samt Australien, hvor han selv har hjemme nu.

De lokale mænd her omkring drikker hjemmebrændt sprut af små blå plastikposer som ligger og flyder overalt. Der går en sti forbi børnehjemmet og ud langs nogle rismarker. I første omgang troede jeg, at stien forsvandt ud i ingenting. Vi gik en tur men kom ingen vegne. En kone kom gående med en stor spand på hovedet, der viste sig at være fuld af småfisk som hun håbefuldt forsøgte at sælge os nogle af. Vi afslog høfligt og hun gik videre væk. Senere på dagen begyndte mænd af komme slingrende fra intetheden op forbi børnehjemmet. Dette sker hver dag. I hænderne bærer de enten gamle vandflasker med hjemmebrændt i eller små plastikposer, som de nedsvælger fra et lille hul i posen.

En særlig tynd gammel mand greb fat i mig og gjorde med sin anden hånd tegn til at ville have penge til mad. Jeg viftede hans arm væk og han væltede rundt i budskadset lettere fornærmet inden han vaklede videre ned mod tsunamibyen, som den kaldes her.

Vi bor i flækkens flotteste hus som vist eges af et rigt par, der bor i Pondycherry en times kørsel syd. Man følger en asfaltvej et par minutter væk fra købmanden, skrædderen og templet og pludselig ligger denne toetagers villa bag en mur og spydgitter. En mand passer på os og huset og jeg aner stadig ikke efter fire dage, hvad han hedder. Han er nærmest stum og selvom vi har oplevet mange sprogvanskeligheder på turen, er denne dog den hårdeste nød at knække. Intet lader til at blive til ord. En gang i mellem oplever vi det karakteristiske vrikken med hovedet, og tror at vi er blevet forstået. Men senere viser det sig at det er vores optimisme, der er løbet af med os.

Huset er ganske tomt ud over et par senge og et tv i en helt tom stue. Her er køkken men uden noget som helst. Intet komfur, intet bestik, ingen tallerkener, glas, gryder, pander. Ingen ting.

Da vi ligger fem kilometer fra børnehjemmet vil vi selv lave mad ind i mellem. Turen er simpelthen for lang, mørk og helt generelt for spooky at trave efter solnedgang. Så vi har købt et køkken.

Det gør man ved at drøne ned til et skur der sælger en kerosanbrænder som må være det mest anvendte slumkomfur i verden. Vi købte også to gryder, fem skeer og fem knive. Vi købte en pose salt og en pose pebber. Alle var forbløffede nede i krydset, hvor vi pludselig var dagens store begivenhed. Aldrig havde de set sådan shoppingiver. Nu fik vi æg og solsikkeolje. Og skulle vi ikke også have et par gram pulverkaffe og mel? Jo da. Og sukker. To kilo rørsukker.

Under et palmeblad fandt vi tomater og kartofler og rødløg, hvidløg, babyaugerginer og et par slatne gulerødder. En fyr skaffede to liter benzin til brænderen.

Som havde hun forudset denne dag, havde Christina for længe siden købt et par poser pasta og hjemme i huset kogte vi alt sammen i en pærevælling og slugte det som havde vi ikke spist i ugevis. Aldrig har jeg set ungerne sluge så mange grøntsager så hurtigt – og takke for det.

Julian gik amok og gjorde en god handel med 30 lime hos en af grøntsagshandlerne. 30 rupees for posen (4 kroner) og producerede lækker limonade til os alle. Og så var der taget hul på sukkerposen.

Vi lyder nok forkælede og er det også i forhold til de 38 børn på børnehjemmet. De er i alderen tre til 16 år. Flest piger, tre drenge. En af pigerne blev efterladt ved et busstoppested af sin storesøster. Ingen familie hentede hende.

Tre søskende kom til børnehjemmet efter deres far havde forsøgt at tage livet af dem og sig selv med insektgift. Der er mange sølle skæbner her omkring og enkelte heldige unger havner på hjemmet, hvor de ser ud til at trives godt.

De får mad tre gange om dagen (ris og grøntsager), går i skole og har hinanden samt et sted at sove. De har et stramt program der begynder klokken 5.30 om morgenen. Af en eller anden årsag begynder dagen med musikundervisning, siden gymnastik, bøn, morgenmad, omklædning til skole, tre kilometer gåtur til skole, hjem klokken 16, leg en time, lektier og lektiehjælp i to timer, aftensmad og på hovedet i seng klokken 21. En times leg på en hel dag.

Vi forsøger at passe ind, men havde ikke gjort os begreb om hvordan. Det er svært på afstand. For eksempel havde vi ikke regnet med at ungerne på børnehjemmet næsten ikke har tid til at lege med vores børn. I begyndelsen sagde jeg ja til at opdatere hjemmesiden, men det er problematisk idet der ikke er nogen internetforbindelse endnu. Hvis det skal gøres skal jeg køre til Pondicherry og ordne det fra en internetcafé. Organisationen, der kun lige kan kaldes en rigtig organisation ønsker at vokse, men mangler noget så moderne som et strategipapir som de har spurgt om jeg vil udforme sammen med grundlæggeren og en projektleder som også er her ulønnet i et år. Men det er et kæmpe arbejde ikke mindst fordi ingen i virkeligheden ønsker det gjort. Noget så grundlæggende som et budget eksisterer eksempelvis ikke. Der er dog poser med billag her og der.

Så lige nu maler vi en af sovesalene, der er rigtig beskidt og slidt. Det virkede oprindelig som et ret simpelt projekt men er lige så indviklet og indisk som alt andet her og indnu mere umuligt at beskrive. Og jeg vil lade det blive ved et par få nedslag i malerkomedien. Der er tale om en sovesal til 20 børn. Den er holdt i tre farver. Offwhite indvendig, gul udvendig og grøn på karmene. Malingen skal bestilles og købes i Pondicherry. 10 liter til væggene siger en fyr der pludselig står med en blok. Jeg står ved siden af for at sikre mig at vi får alt på listen, der ikke kan undviges når vi når til butikken.

Han skriver farverne. Jeg spørger til pensler, der kommer på. Jeg minder ham om tape og afdækning. Afdækning ikke nødvendig, vi kan bruge aviser. Ruller har vi ifølge manden. Jeg glemmer at spørge om rullebakker.

Vi når ikke til Pondicherry næste dag, da chaufføren åbenbart er syg. Heller ikke næste dag. Endelig tilbyder vi at hyre en bil og chauffør til at køre os. Det bliver arrangeret til næste morgen hvor en fra børnehjemmet skal køre med for at handle malingen.

Bilen kommer næste morgen fulgt af børnehjemmets bil hvor chaufføren nu alligevel viser sig ikke at være syg. Bare for tralv til at tage til byen.

Hos maleren er intet simpelt. Farvekoderne er gale og der bliver købt på fornemmelsen. Jeg kommer i tanke om rullebakker og får overtalt hjemmets repræsentant til at købe en bakke som hun finder stærkt overflødig. Jeg spørger igen til ruller og får igen besked på at det er der.

Hjemme igen er der en brugbar lille rulle. En gammel t-shirt til klud. Håndsæbe og koldt vand til at vaske af med samt 20 unger, der skal sove i salen. Ingen forstår rigtig hvad vi har gang i og vi arbejder uden egentlig fornemmelse for om det vi laver bliver påskyndet eller ej. Nogle bakker op og siger ”syper” mens chef-mutter bare lusker rundt med pokerfjæs.

Vi skal bruge en tom spand til at hælde maling over i. Dette projekt tager i sig selv mere end en time. Nabogruden er en byggegrund, men man skal først finde ”byggeformanden” for det byggeri, der vist har en spand liggende. Julian forsøger at gå derover for at få spanden og havner i administrationskontoret og spørger efter spanden. Pludselig er seks mænd i højlydt diskusion om noget med en spand. Julian måber. Diskusionen slutter og Julian bliver ført tilbage til børnehjemmet og får en vaskespand. Den kan dog ikke bruges til maling. Jeg går tilbage til naboens byggeplads og kigger ind i et palmebladsskur hvor der ligger to tomme malerspande. En vagtfyr fra børnehjemmet siger at vi ikke kan tage spandende, men skal have lov af byggeformanden. Vi står i solen og bare venter. ”Sit” siger han så og lusker ned af en sti på bare tæer. Lidt senere vender han tilbage med manden, der kan tage beslutningen. Kan er ikke meget for det men syner de to spande nøje før han beslutter sig for at jeg kan låne den ene. Jeg lover at komme tilbage med den og sådan gik det til at vi fik en tom spand på godt en time.

Næste udfordring fra kludene så vi kunne vaske ned. Så skulle vi bruge en stie og så videre.

Vi har næsten givet væggene to gange. Der mangler lidt off-white maling til at vi kan gøre det helt færdigt. Den grønne maling er vægmaling og kan ikke bruges til palerne. Og jeg er lige nu helt sikker på at der mangler en god sjat gul til ydermurene. Men ingen lader dog til at hidse sig op over det ud over os, der ikke helt er blevet kureret for vestlig ordnung muss sein.

Så bliver der banket på et jernrør og vi bliver kaldt til frokost og alt falder her lidt bedre på plads. Maden er simpel indisk bondekost: Ris, sjasket grøntsagskarry og youghurt til os, der godt kan finde grøntsagerne lidt pebberede. Selv Julian synes det er stærkt af og til. Vi henter en bliktallerken med høje kanter og stiller op i række og får øst maden op. Vi spiser med højre hånd og er ved at lære det. Og stille og roligt bitcher vi lidt mindre og griner lidt med kvinderne og børnene, der er hurtige til at rette os hvis vi gør noget forkert. Julian var lige ved at tage noget mad med venstre hånd men tog sig i det i sidste øjeblik. Det blev der leet af.

Men i går købte jeg en kylling nede på vejen. Slagteren har en stor træstub og en økse. Ved siden af træstubben har han en kasse med døde fugle. Bad kassen hænger et tæppe og det er for mørkt der til at jeg rigtig kan se hvad der foregår bag tæppet men jeg tror de levende kyllinger halter rundt dér.

Slagteren hakker kyllingen ud i småstykker. Jeg køber tomater og hvidkål, lidt lime og rødløg og gør klar til en frikassé. Ris får jeg hos en mand med en stor sæk.

Hjemme jazzer computeren Oscar Petersson og Milt Jackson i køkkenet og kyllingen simrer. Ungerne henter sodavand og sørme om vi ikke har et par kølige pilsnere i køleskabet hentet i Pondicherry fra malerekspeditionen.

Det er et af de sjældne øjeblikke med strøm, så køleskabet summer og dette er en af de afgørende forskelle på mælk og øl. Øllet kan i modsætning til mælk tåle de strømsvigt som vi og alle andre her i Tamil Nadu oplever mange gange hver dag.

I morgen tager vi bussen til Pondicherry igen. Det tager en time hver vej og med os tilbage vil vi bringe pasta, musli, ost og øl. Intet kan knække os så længe vi har vores komfur. Hvis jeg har tid vil jeg også få taget mål til en ternet skjorte nede hos skrædderen lige over for kyllingesmeden.

Reklamer

2 responses to “Blandt bønder og børn i Kadapakkam (Tamil Nadu)

  1. Kære Daniel , Christina & Co.

    Af med hatten for jeres indsats i det indiske – det er anderledes udfordringer/barrierer/problemer end hvad man er vant til at høre om herhjemme.

    Det er rart at høre, at I ellers har det godt – og giver en hånd med på børnehjemmet .

    Overvej at udgiv det som en bog når I kommer hjem. Der er mange tip og tricks til andre kommende Indiens-rejsende i jeres beretninger.

    Hyg jer og pas godt på jer selv. I ligger på en fast placering i RSS-læseren 😀

  2. Fiona og Sigrid

    Hej Rebecca,
    har du det godt? vi savnar dig og glæder os til du kommer hjem igen vi er hjeme hos fiona og skal snart se x-faktor i skolen er vi ved at lave et teater og det hedder ensækter med fodfejl vi er også i gang med et danse sjåv i sfo det er rigtig kolt i danmark det er snyd at det er så varmt hos jer når du kommer hjem så skal vi riktig hyke os knus fra fiona og sigrid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s