Blandede indiske hustlertriks

Hustler-trix

december 12, 2008 · 1 Kommentar · Rediger

En ide til en bog som Julian fik i gaar er genial, synes jeg. Naesten hustler-agtig kvalitet.

Vi er nu blevet husltet og forsoegt hustlet tilstraekkeligt til at vi er bevidste om i hvert fald halvdelen af de gange vi er ofre.  Hustlerne kommer i alle afskygninger. Boern, chauffoerer, gamle, kvinder familier, hotelejere, religioese, goejlere, aber og saagar elefanter. Indien synes at vaere et godt sted at studere disse kunster. Julians ide er at samle kunsterne i en bog. Min tilfoejelse er at goere det til en bog om hustlere i forskellige kulturer. Paa den maade kan man maaske faa et forlag og en bid af livet til at gaa med at rejse rundt og studere hustlere – paa forlagets regning forstaaes.

Strandrestauranten

Det foerste hustle faldt Julian og jeg for. Vi gik ind i det med aabne oejne og vidste hele tiden at vi skulle have sagt nej. Men vi var traette, lige ankommet til Palolem i Sydgoa efter 25 timers rejse. Hvad mere kan jeg sige. Vi var lysende blegt koed til brune hajer.

De luntede vinkelret mod os paa stranden da Julian og jeg gik en tur med foedderne i strandkanten. Vi var paa udkig efter foede men ville lige se de mange strandrestauranter an. Det fik vi ikke lov til. Der var ingen graenser for hvad denne restaurant kunne diske op med af friskfanget fisk, lokale og internationale specialiteter. Special-kok osv.

-Pris?

-Hvad vil i betale?

Aah, jeg ved ikke lige. Min kone venter derhenne med ungerne. Vi kigger forbi senere. Et froe var plantet og de kunne se at vi ikke orkede meget mere. Ungerne skreg paa mad. Christina utaalmodig.

-De har frisk fisk og en masse andet. Jeg tror det er det samme hele vejen han ad stranden, sagde jeg og saa var den sag ligesom afgjort af de to strandhustlere.

Den taalmodige smykkekone

Where you from? How long in Goa? You got family? What you work? You buy gift for whife? Girl?

Hun havde set mig tidligt og speedede op langs stranden. Hendes favn var bristefaerdig med farvede saekke, der bar paa salgstaeppe og bunker af billigt smykkebras.

– No thank you, no thank you, no thank you, no not now, not interested, no thank, no thanks, no thanks, not now, we have, thank you but no. There comes my whife, try her.

-Haps, sagde det og Christina var fanget. Ungerne og jeg loeb ud i vandet og gemte hovederne i boelgerne.

En halv time senere gik jeg op og Christina gik ud i vandet. Hun havde holdt stand saa laenge. Nu sad jeg der alene med saelgeren, der nu talte til mig som var vi gamle venner. Hun vidste naermst alt om os og Danmark. Og saa begyndte hun rutineret at spille os ud mod hinanden.

– Din kone kan godt lide denne her. Hvad vil du betale?

– No thank you not interested, sagde jeg nu lidt mindre sikker i min sag. Hvad var det med Christina?

– She like this for Rebecca, konstaterede saelgeren der nu var paa fornavn med ungerne.

Hendes unger kom hen til hvor vi sad paa sandet. Jeg kunne ikke forlade vores tasker og var lettere frustreret over at vi ikke kunne bade sammen alle sammen.

En pige paa rundt regnet fem slaebte rundt paa en naesten noegen lillebror med uglet haar og med en daasecola i snor slaebende efter sig som legetoej.

Christina kom op af vandet. Jeg gik ud. Kvinden havde nu siddet i solen og ventet i mere end en time. Hun vidste alt for meget om os og havde faaet flettet en hel del om sig selv og sine beorn ind i samtalen. Vi havde overskredet en slags graense og vi kunne ikke skrue tiden tilbage nu. Et eller andet sted i dette forloeb og ganske usagt havde vi uden at ville det paa en eller anden maade forpligtet os til at handle med hende.

Det maatte blive dit problem, sagde jeg surt til Christina.

Og ude fra vandet saa jeg ganske rigtigt og til min store bekymring hoveder blive bukket alt for taet paa tingeltangel.

Rebecca var nu pludselig involveret. Og inden jeg kunne naa op og afvaerge situationen var det for sent. En stribe armbaand og 800 rupees skiftede haender. Et vildt hustle! (En uge senere koebte jeg de samme armbaand og flere til for 40 rupees i en fotokopiforretning.)

Oererenseren

Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det naeste strandtrix, jeg blev udsat for.

Vi gik alle fra Mandrem til Arambol en time langs stranden forbi aerlige fiskere, issaelgere, taeppesaelgere og smykkesaelgere, der dagen lang ogsaa vandrer og cykler op og ned ad stranden.

Pludselig dukker en lille fyr op og peget paa mit oere. Han vifter med sin pegefinger og jeg begynder at boerste et eller andet jeg ikke ved hvad er vaek fra mit oere.

Jeg kigger spoergende paa ham og han ryster paa sit hovede. Jeg forsoeger igen og nu kommer han naermere. Han raekker preovende en haand frem. Jeg borster og han ryster paa hovedet igen. Nu er han taet paa og raekker handen frem mod mit oere.

Jeg maerker noget skrabe inden i mit oere og Julian siger:

-Pas paa. Jeg tror han er ved at pierce dig i oeret med en spids pind.

Jeg traekker hurtigt hovedet til mig og vifter ud efter fyren. Han fremviser en lille gul plamage paa enden af pinden. Mit oerevoks, maaske. En fremmeds oerevoks, maaske. I hvertfald vil han have betaling for at rense mine oerer.

Jeg bliver lidt gal paa ham og siger nej. Uden tak. Jeg skal ikke nyde noget.

En rutineret, aeldre, solbraendt fremmed kommer til og skaelder den lille fyr ud. Og advarer mig om at oererensere er den hurtigste vej til infektion. Jeg siger at jeg godt er klar over det og gaar hastigt videre mod Arambol. Vi griner lidt af indernes desperate opfindsomhed.

Om aftenen renser jeg oerer med vatpinde.

Sheenu og rickshawen

Cheenu med kone holder Theodor og giver chaiCheenu med kone holder Theodor og giver chai

Jeg skrev en roerende anbefaling af Sheenu paa et stykke A4 som jeg printede ud og underskrev. Anbefalingen var paa dansk saa Sheenu kan bruge brevet til at faa danske kunder ind i sin rickshaw og ind til Hampi hvor han har aftaler med flere guesthouses. Han lejer sin rickshaw og tjener lidt paa det og han faar en mindre betaling for at fragte guester til smaahoteller.

Sheenu fandt os allerede inden vi var ankommet til Hospeet. I togets smalle gang dykkede han lige under min rygsaek og stak sit smilende ansigt op fra lige neden for min mave.

You need guesthouse, rickshaw, sir? og det havde jeg svaert ved at naegte at vi gjorde.

Sheenu var staaet paa toget paa et lille trinbraet kort inden Hospeet og havde saaledes udset sig sin fangst inden det myldrene virvar paa den stoerre station. Vi var en familie paa fem og det betyder to vaerelser i et guesthouse: dobbelt up.

Inden dagen var omme havde han faaet os ud af det hotel vi oprindelig havde booket i Hospeet og ind i et mindre fint men mere centralt guesthouse. Han havde faaet os til at booke ham hele den naeste dag til rundtur og det hele. Vi kom naturligvis hjem til ham og drak dus i  chai med hans kone og soen. Ganske ydmygt og ganske roerende. En vrimmel af nysgerrige og smilende unger overfaldt vores egne. Alt var godt.

Dette kaster naturligvis drikkepenge af sig og saadan er det. Et hustle maaske men det er hans levevej og det kan goeres mere eller mindre fint. Cheenu var fin og han gav os gode oplevelser. Han var rundt regnet 40 aar gammel og skrabede sammen saa soennen kunne gaa i skole.

Han skaffede os vaerelser til 40 kroner. Han koerte os rundt til alle de utallige legendariske tempelruiner og de vildeste udsigtssteder en hel dag for 120 kroner. Han hjalp med at slaebe vores rygsaekke gennem Hampi by og fik os til toget til tiden for en tier. Hvis ikke det er 50 kroner vaerd i drikkepenge saa ved jeg snart ikke ;-)

De tre vise maend

img_2219

Vi ankom til Hampi sammen med tusindvis af pilgrimme, der skulle bade i den hellige flod der loeb lige bag vores guesthouse. De hellige har ogsaa deres hustlere. Blandt andet tre udklaedte og overmalede, aeldre gutter der kaldte sig selv for Visnu, Shiva og Ganesh. Smilende lokkede de unger hen en morgen da vi sad paa en trappesten og vendtede paa et eller andet. De gav haand og fik mig til at tage et billede af Rebecca og Theodor og dem. Ja ja jeg ved det godt. Den slags koster. Jeg spurgte hvor meget inden jeg tog billedet, thi det har jeg da laert. Man handler prisen af foerst ellers bliver det urimeligt dyrt.

Nothing sir, sagde Shiva og viftede med hennafarvede haender.

Vi tog billedet.

Og saa kom bogen frem.

– But I will ask of you sir to write your name and country in this book. You see sir. We travell all over the country and collect donations to the tempel of…..

Jeg skulle skrive paa linjen lige under Hans fra tyskland, der tydeligvis havde doneret 300 rs. Det stod der lige efter hans land. Jeg bladrede desperat i bogen og kunne til min raedsel se at ingen havde givet mindre end 200 rs. Det kan du faa et hotelvaerelse for i Hampi.

De fik 200 rs og et meget surt farvel. Og saa fangede de Christina, der uvidende traadte hen til de sjove kuloerte maend.

Hello miss, where you come from? og inden jeg kunne naa at advare hende stod hun med armen rundt om to af dem og fik sit billede taget. Bogen kom frem og hun fattede stadig ikke hvad der havde ramt hende. Saa kom pengene.

– Har du nogen penge Daniel?

– De har lige faaet. Drop det. Giv dem et smilt og lad os komme videre.

– De smilede ikke igen.

Elefanten der fangede fuskeren

Om aftenen gik vi i kaempetempel og moedte en elefant. Den fik en banan og spiste den. Den fik en moent i snablen og gav den til sin herre, der stak den i lommen. Til gengaeld fik giveren et klap paa hovedet med snablen. Det er en velsignelse og man folder aerboedigt haenderne foran brystet naar elefanten haever snablen.

Ungerne var helt vilde og de fik alle moenter og klap til tak.

Saa kom der en aeldre inder. Hampi er i oevrigt fuld af indiske tourister og pilgrimme og der er faktisk ikke saa mange hvide tourister i byen.

Den indiske mand hev en moent frem af sin pung og lagde den i elefantens snabel. Eller lod som om. Jeg saa godt at han rullede den tilbage i haanden og blot lod som om at han gav moent.

Elefanten var halvejs gennem rutinen med at svinge snablen tilbage til sin herre da den opdagede at snablen var tom. Hurtigt kom snablen frem igen og soegte ret kontant hen til fuskeren med moenten. Et par pinlige sekunder passerede og manden slap moenten.

Han fik endelig sit klap. Det var et forsoeg vaerd men det er nu en gang svaert at hustle en original inder med laederhud.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s