Vilde hunde, tyndskid og fransk gourmet

Min pc er paa vej til Mumbai. I gaar gav jeg den til en ung computerekspert, der holder til i et lille skur lige uden for byen Mandrem, hvor vi bor taet paa stranden. Naar han ikke deler visitkort ud med titlen Universal Computing tilbyder han taxakeorsel til snart sagt hvor som helst. Han er faktisk leveringsdygtig i de vildeste tjenesteydelser. Og fordi jeg faktisk har afskrevet min lille pc allerede spurgte jeg ham, om der var noget, han kunne goere for at hjaelpe mig.

Naar man sporger en Inder om det, er det alene et sporgsmaal om prisen, hvor hurtigt du faar loest dit problem.

Han aabnede maskinen paa bordet der vaklede paa et fundament af sand. Jeg gik min vej. Langt vaek og sendte lange blikke til de forkellige gudeindretninger langs vejen. I mellemtiden taenkte jeg paa de seneste dages begivenheder. Vi har ikke lavet meget men vi har oplevet en del.

Eksempelvis forleden da vi var paa vej hjem fra en gang aftensmad paa en strandrestaurant ved Palolem, det foerste sted vi besoegte. Rebecca loeb foran og jeg fulgte efter hende da det var ved at blive moerket. Eller rettere: det var baelgmoerkt og vi var uden lommelygte som de hvide amatoerer vi var. (Nu er vi allerede hardcore backpackers). Christina gik bagved med Theodor som nu ville loebe op til mig ca. 75 meter fremme.

Pludselig hoerte jeg hunde goe hvilket fik mig til at vende mig om. Og der kunne jeg i moerket mod maanelyset se en flok hunde der havde omringet det der lignede en lille dreng. Han forsoegte at leobe vaek fra dem hvilket fik hundene til at hoppe op af ham og vaelte ham omkuld. Jeg var da allerede i sprint paa vej mod ham. Alt gik hurtigt derfra. Christina kom fra den ene side og jeg fra den anden. En tjener kom fra palmerne. Hundene forsvandt og jeg bar Theodor hen mod en restaurant for at se om han havde faaet nogle bid. Negativt. Heldigvis.

Ud af moerket kom ganske lydloest en stoerre maengde indere, der alle knaelede ved Theodor og undersoegte ham mens de lyste med lommelygter. En velmenende fisker fortalte den gribende historie om hvordan hans davaerende kone engang var blevet bidt af en vild strandhund og hvordan hun senre havde nedkommet alt for tidligt – en soen som snart gik bort. Christina saa lidt traet ud efter fortaellingen. Jeg kondolerede og bar Theodor hjem.

Theodor var ikke meget paavirket og slet ikke bidt. Han har det godt.

Det samme kan ikke siges om Rebecca og Christina, der i gaar fik laegebesoeg paa vaerelset i Lien Guest House. Det skete efter en dag med opkast og tynd mave. Heden, taenkte vi alle. Men da hverken saltoploesninger, chips, vand, cola, lemon soda (medium sweet) eller toast, fik dem op paa benene tilkaldte vi en laege.

“Feber”, sagde han med en haand paa Rebeccas pande. Og det paa trods af at vores termometer viste 37,3.

“Maveinfektion”, sagde han efter at have lyttet til maverne. Kuren er antibiotika, multivitaminer og en pille der skulle kunne klare opkast og tynd mave i et hug. Det lader til at virke og begge piger har vaeret paa stranden i dag om end i en lidt blegere udgave end forleden.

De var med helt til La Plage en halv times gang ned ad stranden eller ti minutter og ti kroner senere i taxa.

La Plage er vildt. Som andre hyttesteder er det en strandbar. La Plage er dog en strandbar koert med haard haand af en suplim fransk gourmet. Ungerne fik smaa cannelonier med ricottaost og bascilikum paa et leje af delikat frisk indkogt tomat, Christina fik en delikat fiskesuppe, Julian lidt tappas (groensags-tempura oa.) og jeg fik den bedste tun jeg i mit liv har smagt; naesten raa, kun kysset grillen, vendt i en washabi/soya med sesam. Tilbehoeret var floejelslet kartoffelmoes drysset med birkes samt grillede squash til. Et klokkerent trettental. Det var meget dyrere end hvad man ellers kan faa. Normalt spiser vi hele familien for 70 kroner med det hele naar vi rammer et brod. Dette kostede 200 inklusiv et glas vin og en masse sodavand.

Naa men min pc er paa vej til Mumbai. Jeg afleverede den i gaar aftes og han siger at han har den fixet og leveret mandag aften. Operationen indebaerer at computeren skal til storbyen og tilbage igen. Den skal ind til et computer-lab, som han siger og han garanterer at han har den klar til mig inden vi skal af sted herfra tirsdag morgen klokken 6 om morgenen. Jeg fatter det ikke. Mumbai er et nattogs koersel herfra. Men som sagt er computeren lige nu mentalt afskrevet. Kommer den igen og i god stand er det et mirakel. Ikke mindst fordi hele operationen inklusiv nattog koster mig 120 kroner eller 1000 rs. Og uanset om computeren kommer eller ej har Naveen tjent paa os. Han har saa godt som sikret os i taxaturen tirsdag morgen hvor vi skal koere halvanden time til togstationen i Madgaon. Den tur koster sjovt nok ogsaa 1000 rs. Se det er Indien i en noeddeskal.