Hustlere #2 (The Chennai Twister)

To dage i Chennai på et udemærket trippelværelse i et slidt muslimsk kvarter i Triplicane. Hotel Paradis kræver 700 rupees for os alle fem og det er rimeligt for et nyt værelse, tv og rent toilet/bad minus brus da brusehovedet ligger i håndvasken. Men sådan en detalje bliver faktisk ikke længere bemærket af hverken ungerne, Christina eller jeg.

Julian dag to morgen: ”Hvor er bruseren”

Os: ”Brug spanden og kom nu i gang. Vi skal af sted.”

Af sted har vi så været især i shoppingmalls som har leveret vestlig fastfood til ungerne samt billigt modetøj til Julian og jeg.

I gaar gik vi amok i en Lacostebutik, der havde januarudsalg. (En fløjelsblazer, tre skjorter, to skarpe 80’er t-shirts med krokodille, tre par bukser, en kjole til Rebecca samt en sommerhat til Chrissermusen kostede samlet 2000 kroner).

Alt det indkøb oven i et lidt larmende nattog fra Tanjavur til Chennai med ankomst 5.30 om morgenen krydret med opslidende forhanlinger dagen lang med autorichshaw-chauffører (tuktuk-suk). Et godt stykke fra tidligere ugers landliv.

Chennais chauffører hører nok til de hårdeste i branchen. De er ifølge flere kilder berygtede for at kræve vilde overpriser, manipulere med taxameteret (hvis det da overhovedet findes i vognen) og i det hele taget køre rundt med dig til du har spildt timer og bare giver op.

Et eksempel på det legendariske superhustel fra nu af kendt som en Chennai twister:

En ung fyr møder os lige uden for hotellet med et godmorgen og en invitation til at køre os rundt til hvor vi vil. Vi er lige kommet og vil se et par klassiske turist mål som San Thome Cathedral (stedet hvor apostlen Thomas tilsyneladende ligger begravet) samt the Theosophical Society og måske især haven og det gigantiske banyan-træ, hvor blandt andet Krishnamurti og Montessori har talt for store forsamlinger.

Træet er gigantisk og siges at kunne give skygge til 3000 mennesker på en gang. Og i betragtning af at jeg begyndte min skolegang i en Montessori-skole var dette nærmest et pilgrimsmål (efter Skt. Thomas naturligvis).

Samtidig er vi på udkig efter dykkermasker.

Vi bliver enige med chaufføren om at det kan han sagtes klare og at vi kan betale ham en timepris på 80 rupees. (Rimeligt hvis det er effektiv tid men det er det så ikke). Vi kommer til kirken via stranden og et stort fiskemarked med hammerhajer etc.

Vi møder hans svigermor (der ser rigtig fattig ud og vi får at vide at han bor i det lettere slumagtige byggeri bag fiskemarkedet med svigermor og et lille barn).

Rigtig god start. Kirken er lidt corny men det er ikke chaufførens skyld. Det fremgår af en beskrivelse at man kan besøge hans jordiske rester i en krybt under jorden.

Jeg forestiller mig katakomber og kranie. Måske en lårbensknogle, måske oven i købet resterne af graven bag glas, dæmpet belysning og en duft af mug.

I virkeligheden er Skt. Thomas en voksfigur, der ligger lit de parade i en glaskiste med langt mørkt hår for enden af en lille sal. Stole er stillet op så man kan sætte sig og bede. I hjørnet ved siden af voksfiguren står et elklaver. Ud af højtalere lyder elevatormusik. Et skilt uden for rummet opfordrer til at man ikke taler i nærheden af helligdommen. Jeg opfordrer hermed at mobiltelefoner bliver føjet til skiltet.

Dette var Theodors yndlingsbesøg i går og jeg må sige at det var godt at få føjet til landemærker i verden. Skt. Peter i Rom, Johannes i Madrid og Thomas i Chennai er de tre apostle, der har lagt grav til domkirker rundt om i verden.

Vi har to ud af tre men efter Chennai virker Madrid rimelig overkommeligt. Theosophical Society er en lang historie som langt bedre kan læses andet sted på nettet.

Det er især et besøg værd på grund af en stor park, der er god at slappe af i en af verdens mest vandvittige storbyer. Vi beder chaufføren køre videre.

“Please madam, sir. I ask you to do me just one favour”, siger chaufføren bedende. Og så begynder en efterhånden velkendt traver med, at han får en skjorte, hvis vi bare vil kigge ind i en turistbutik som ligger lige om hjørnet. Vi skal ikke købe, bare kigge.

Vi forbarmer os og lader os køre hen, og det skal man bare ikke gøre. En time går raskt væk med at sige nej, nej, nej tak. Det ser fint ud men nej tak. Og på et eller andet tidspunkt falder man lidt i.

”Har du den i sort?”

Det har han så ikke men har med lysets hast hevet 113 andre farver frem af et eller andet du ikke vil have.

Men nu er det lidt din skyld, at der ligger et bjerg af stof, eller smykker eller elefantfigurer lige der på gulvet. Hvordan skal de dog nogen sinde få det ryddet op igen. Og så bliver du grebet af samvittighedsnag og du beder om en pris. Bare for at høre.

Prisen kommer ikke straks for nu er du igang med at handle.

Først indsnævrer købmanden forhandlingen og spørger ind til, hvad du bedst kan lide.

”Jeg skal ikke have noget.”

”Not buy. Only look. Men hvis det skal være hvilket mønster/farve/størrelse/materiale kan du bedst lide?”

”Altså hvis det skal være så foretrækker jeg den dér.”

”Du har god smag. Nu skal du høre…”

Først en dyr vare. Så din. Endelig et billigere grimt alternativ. Alt er vild overpris og du ved det.

Det provokerer dig og du nævner det.

”Jeg har set den billigere et andet sted.”

”Hvor meget vil du give.”

”Jeg vil ikke give noget, for jeg vil ikke købe.”

”Kan du da ikke lide den?”

”Jo. Men jeg skal ikke have den.”

”Det er altså kun prisen der skiller os ad?”

”Øh. Jeg skal ikke have den.”

”Men du siger du godt kan lide den. Hvad er dit problem? Lyt til dit hjerte.”

”Men din pris er alt for høj.”

”Hvad vil du give.”

”Jeg vil give dig en fjerdedel.”

Chockeret udtryk. Lommeregneren kommer frem. Halvdelen er barberet væk i første hug og han vrider sig i smerte.

Du ryster på hovedet og holder på din pris og bliver lidt overrasket over, at du nu står og giver et bud på en vare du egentlig ikke vil have. Eller vil du? Til den pris?

Han hiver den grimme vare frem og siger du kan få den til en pris, der ligger lige omkring din pris på den mellemste vare. Han løfter lidt i den dyre vare og siger at han vil give dig en ekseptionel pris på den men at den naturligvis er så god kvalitet (har tilhørt en af de royale familier i Indien) at den er dyrere end det andet.

Den er meget dyrere og din vares pris er nu sat ind i et fup-forhold til to andre varer.

Det er nu du skal trække dig ud hvis du tør. Det vil tage et kvarter eller tyve minutter og du skal først afslå sælgeren 20 gange. Prisen ryger lidt ned igen og du er tvunget til at genoverveje situationen. Han sætter sig ned og roder i billag og bøger. Han har virkelig strukket sig. Nu bliver det til et spørgsmål om hans lykke.

”You don’t want to make me happy madam/sir?”

Dette bider overhovedet ikke. Og du forlader hans afdeling og falder I armene på en flok kollegaer, der omringer dig. De er ikke glade. Du siger nej hele vejen ud og orker faktisk ikke høre dig selv sige det længere.

Ude er chaufføren ked af at du ikke har købt noget.

Hvad med hans skjorte og gaverne til hans barn, som du jo talte med ham om i begyndelsen? Hvis du havde købt bare en lille smule havde hans børn fået gaver. Nu er der intet.

Men du har en chance til. Han kender en til butik lige om hjørnet. Du behøver ikke købe noget der. Du skal bare stikke hovedet ind i butikken, så får han point som kan bruges til gaver senere.

Og her kan du vælge at stige af og betale dyrt for en tur der egentlig kun bragte dig til kirken. Men nu har du i hvert fald brugt to timer, og du aftalte jo en timepris til at begynde med.

På trods af at i hvert fald halvanden time slet ikke er gået med kørsel. Vælger du at køre videre med et enkelt stop til begynder det hele forfra igen.

Vi kom aldrig til parken.

Da vi endelig tog os sammen og sagde: Nu kører du os til parken, sagde han:

”Det er for sent. Den er lukket mellem 12 og 16”.

Her stod vi så af. Klokken var 13 og vi var totalt udspillet og vredet for småpenge.

En tur der kunne kostet 30 rupees til fra hotellet til kirken kostede 200 rupees for to en halv time.

Dette er den klassiske Chennai Twister.

Det blev dog endnu en dejlig dag og vi slendrede langs bølgerne på verdens næstlængste bystrand (den længste ligger vist i Australien). Fyldt med forhistoriske hånddrevne karuseller, dragesælgere, skydeskiver og luftbøsser.

Lige netop den sidstnævnte forlystelse var altså ikke gået i Danmark. Ikke engang i de omrejsende cirkusser.

Du bruger et regulært luftgevær og skyder mod en flamencoplade hvorpå et hav af ballonner er naglet fast. Du skal naturligvis punktere dem med hagl fra en passende afstand.

Sagen er at de yderste ballonner vifter uden for skiven og altså kræver at man sigter forbi flamencopladen og måske ud mod en stranddasker. Måske ikke. Det er svært at se i tusmørket i hvertfald.

Man lærer at gå uden om. Og som alle andre steder i Indien kommer hensynet til forretningen først.

Vi fik is, en drage til nabo-Anders (hvis den holder) og en spændende lang tur med rickshaw hjem.

Christina og ungerne gik i seng og Julian og jeg drog på svirretur på endnu en Chenai-institution Hotel Taj Connemera. Af hensyn til Christina skal jeg ikke bore for meget i det, men blot nævne at Julian og jeg trakterede os selv med en Sydafrikansk grillfest ved poolen.

Grillede hummere, kæmperejer, fisk, kød (baconsvøbt kartoffel!!), utallige lækre vegetarspecialiteter, salater en masse, tærter, suffleer, supper, saucer, ostebord med hjemmebagt surdejsbrød (nu har jeg aldrig) og dusinvis af kager.

Intet af hvilket jeg nogen sinde har faaet i Sydafrika. Men hvis vi ser bort fra deklarationen var det en rigtig god gang grill.

Julian strålede og kløede sig i håret for en myg. Straks kom en af de to-tre designerede tjenere springende med en myggespray og sådan var det hele vejen igennem denne vores indtil videre dyreste måltid. (120 kroner per mand inkl. drikkevarer).

Hjemme ved hotellet igen ser vi de mange familiger gå til ro på fortorvet. Nøgne spædbørn under hullede tæpper. Fuldstændigt opgivende mødre i afmagt hyler klagende. Ingen synlige mænd. Et sted ser jeg at en hund ligger sammenkrøllet på et tæppe. Et barn ligger uden tæppe på jorden og trykker sig op af hunden.

Sådan er hakkeordnen her i rendestenen, og jeg sender en venlig og let flov tanke til chaufføren, der hustlede 15 kroner ud af os.

Jeg håber han får held med det igen i morgen.

(I morgen flyver vi til Andamanerne og jeg er ikke sikker paa om vi kan finde en stabil netforbindelse. Ellers skrives vi ved i Mumbai om et par uger. Hvis der er en skal jeg dog nok stoeve den op)