Vi lever endnu – blot uden elektricitet

Dage og uger er gået uden forbindelse til nettet og vi er helt vænnet fra at tænke over det efterhånden. Dertil skal lægges at min bærbare computer nu helt er stået af og at vi har måtte rive dens hjerte – harddisken ud af den for at redde vores utallige billeder. Endelig har jeg mistet simkortet til min mobiltelefon. Altså er vi stået helt af det elektroniske ræs.

Til gengæld har vi været i Paradis et par uger. Vi har dykket med havskildpader og akvariefisk i alle størrelser. Vi har set en verden under vand og er stadig mundlamme. Vi har drukket øl og spillet guitar ved bål. Vi har daset og dasket som var vi 20-aarige backpackers og vi har for et øjeblik trådt gevaldigt vande langt fra hverdag og indisk rejsetumult. Andamanerne er virkelig et besøg værd og mere om det meget snart.

Efter en 30 timers togtur fra ostkysten til vestkysten er vi nu i endnu et paradis nemlig shoppernes i Mumbai. Vi bor paa endnu et anbefalelsesværdigt sted nemlig på tredjesal med balkon over Oliver Rd paa Bently’s. Her har vi vel 25 kvm, mørkt parket, høje træpaneler, spisebord, senge nok, skabe, kæmpebalkon osv. Dejlig old school og lige i øjet til et par tusind rupees.

Her står verden ikke stille. Vi har været i Bollywood-film. Vi har været en dag i helvedet – Asiens største slum, hvilket var et velkommen hjem til jorden efter Andamanerne.

Alle har nu købt ny garderobe til de smalle tider der nu venter hjemme. I aften spiser vi vores sidste luksusanretning på Taj-hotellet og så skal vi vist til at pakke de sidste tasker.

Vi retter og opdaterer når vi kommer hjem. Tak for alle kommentarer. Vi skrives ved.

Kh

Daniel, Christina, Julian, Rebecca og Theodor.

Hustlere #2 (The Chennai Twister)

To dage i Chennai på et udemærket trippelværelse i et slidt muslimsk kvarter i Triplicane. Hotel Paradis kræver 700 rupees for os alle fem og det er rimeligt for et nyt værelse, tv og rent toilet/bad minus brus da brusehovedet ligger i håndvasken. Men sådan en detalje bliver faktisk ikke længere bemærket af hverken ungerne, Christina eller jeg.

Julian dag to morgen: ”Hvor er bruseren”

Os: ”Brug spanden og kom nu i gang. Vi skal af sted.”

Farvel til landsbyen (Fra Kattapakam til Tranquebar)

Den maaske bedste kyllingebiryani jeg har smagt. Sikken en faellesspisning.

 

 

 

 

I morges blev vi endnu en gang vækket af vanvittig høj musik fra templet lige nede af stien. Højtaleren vender mod vores soveværelsesvindue, der har været lukket i tre uger af samme grund.

Blandt bønder og børn i Kadapakkam (Tamil Nadu)

Vi er kommet ud på landet.

Så langt ud, at vi ikke kan være sikre på, at den lokale købmand har flaskevand til os, der ikke kan drikke fra den lokale brønd.

I går var der intet, og Julian cyklede fem kilometer efter et par flasker lunken vand.

 

 

Katapakkam er en lille flække på East Coast Road, der løber nord-syd langs Tamil Nadus kyst. Det er en strækning, med mange tsunamiramte bebyggelser.

Indisk fyrvaerkeri for alle pengene

Vi fejrede nytaarsaften her i badebyen Mamallapuram, hvor der er saa dejligt, at vi har besluttet at blive i en uge, inden vi rejser videre til boernehjemmet paa soendag den 4. januar.
 
Aftenen fejrede vi med trylleshow og optraeden af en masse soede boern fra byens boernehjem.

Se vores seje unger holde en krokodille

Har du mon nogensinde holdt en krokodille? Nej vel. Det har jeg heller ikke. Men det har Julian, Rebecca og Theodor.

Julian og stenhuggerne i Mahabalipuram (Mamallapuram)

Mamallapuram er Indiens stenhuggerby. Alle former for sten fra isaer den nordlige del af landet bliver koert hertil, hvor de bliver hugget til diverse skulpturer af indiske guder, dyr og andet godt.

Byen huser 3000 stenhuggere, og fra solopgang til solnedgang hoerer man lyden af sten, der bliver hugget.

En af de foerste dage her moedte vi en fyr, der har et stenhuggeri. Han spurgte, om Theodor og Rebecca ville hugge i sten.

Sydindiske togture #4 – Flugten fra Madurai

Jeg har ikke meget godt at sige om Madurai ud over, at servicen i rejsebiksen nede i West Perumal Maistry Street viste sig forholdsvis effektiv da det kom til stykket. Og det gjorde det efter blot én overnatning i et værelse med svampevækst på det evigt våde toiletgulv, sengelus og en selv for Indien ualmindelig kaotisk stemning.

En bedstemor sidder i støvet i kanten af gaden og arrangerer sine tre jasminkranse til håret, så godt hun kan. En sjælden turist bukker sig ned for at føle og måske købe en krans. Bedstemor smækker turisten en over lappen så hun aldrig glemmer det og genner hende væk.

Opkast mellem Kumily og Madurai

Ingen tigere i sigte i tigerreservatet Tekady i Keralas bjerge. Men masser af sjov med elefanter juleaften, som vi både vasker med kokosnøddeskaller, som vi ridder på gennem regnskoven, lige som Rebecca og Julian lærer at kravle op på ryggen af de fire meter høje elefanter uden hjælpemidler.

 

Som den store finale fik vi brusebad af elefanterne ved at sidde på deres ryg, hvorefter de pludselig oversprøjtede os med oceaner af vand fra deres snabler. Det er klart den sjoveste juleaften jeg har haft i mit liv.

Julebadet – Theodor protesterer

Det begynder med elefantens julebad – se Theodors smil forsvinde om lidt

Julebad i Kumily – 1

Julebad i Kumily – 2

Julebad i Kumily – Theodor vil ned nu

Julebad i Kumily – 3

Så mødte vi julemanden

Julemaend i Kerala

Glædelig jul.

Vi er i Kulily som er en lille turistflække i Keralas Kardemommebjerge – det hedder de. Vi har udsigt over junglen og burde se vildsvin, hjorte og fugle og den slags.

Og saa har vi fundet en cafe der faktisk laver spiselige pizzaer og pastaretter, saa her har vi bestilt bord til juleaften. Det kan naturligvis ikke kompencere for tabet af kalkun, brune og hvide kartofler, rødkål, surt, sovs, mandler, risalamande osv osv som vi bare savler lige nu. Men så prøver vi at komme igennem på anden vis. Jeg har naturligvis forsoegt at bestille en julekalkun men forgaeves. Saa godt som alle restauranterne er vegetariske – hvilken skaebne juleaften!

Vi har vin. Godt nok hjemmelavet af druer og palme-et eller andet. Og vi har ikke smagt den endnu. Men den er næsten rød og en gave var det i hvert fald.

Og så mødte vi julemanden i gaar. Og vi fik ham paa video. Nyd den lidt moerke film og vaer forvisset om at vi taenker paa alle vores venner og familie i Danmark. I dag savner vi jer lidt og ungerne nok lidt mere end det.

Vi ses dog snart.

Kaerlige julehilsner fra

Daniel, Christina, Julian, Rebecca og Theodor.

Indisk trafik – hold på hat og briller

Soendagstrafik lige efter kirketid. Vejarbejderne er aabenbart hinduister.

209 dyt på 50 minutter. Det er det antal gange vores chauffør i vores hvide indiske Ambassor-car dytter på turen fra dagens strandtur og tilbage til Cochin. Julian og Daniel har sat sig for at tælle, hvor mange gange der bliver dyttet, efter at vi stadig efter tre uger ikke fatter en meter af, hvorfor trafikanterne dytter hvert femte sekund.

Penge og forbrug

(100 rupees = 12 kroner)

Vi er uvant rige her i Indien. En risplukker eksempelvis tjener rundt regnet 100 rupees om dagen, hvilket vi har fra en søn af risbønder. Sønnen arbejder nu i turistbrancen, der er noget mere lukrativ. Eksempelvis gav vi ham 500 rupees i drikkepenge efter to dages sindssyg sød opvartning, med mad, lange gåture og samtaler om alt hvad vi havde lyst til.

Pris for at stå op klokken 6 og gå ned til floden sammen med gudedyrkende indere i Hampi: Gratis

Transport er billigt i Indien.

En natbillet med køjesenge ti fem koster knap 700 rupees.

En taxa fra Palolem i det aller sydligste Goa til Mandrem i det nordligste (knap fire timer) kostede 1200 rupees.

Vi kører i Ambassador-bil med chauffør fra Cochin til et elefanttempel to timer væk. Videre ned til en badestrand for at dase eftermiddagen væk. Chaufføren venter og kører os hjem til aftensmad i Cochin. Pris for indisk luksus-bil med chauffør hele dagen

Blandede sydindiske hustler-trix

En ide til en bog som Julian fik i gaar er genial, synes jeg. Naesten hustler-agtig kvalitet.

Vi er nu blevet husltet og forsoegt hustlet tilstraekkeligt til at vi er bevidste om i hvert fald halvdelen af de gange vi er ofre.  Hustlerne kommer i alle afskygninger. Boern, chauffoerer, gamle, kvinder familier, hotelejere, religioese, goejlere, aber og saagar elefanter. Indien synes at vaere et godt sted at studere disse kunster. Julians ide er at samle kunsterne i en bog. Min tilfoejelse er at goere det til en bog om hustlere i forskellige kulturer. Paa den maade kan man maaske faa et forlag og en bid af livet til at gaa med at rejse rundt og studere hustlere – paa forlagets regning forstaaes.

Strandrestauranten

Det foerste hustle faldt Julian og jeg for.

Videre fra Goa

Saa er vi paa vej ind i Idien. Hampi er foerste stop og det er i sandhed en anden oplevelse end Goa. En meget hellig by tilsyneladende, fyldt med pilgrimme fra hele landet, der i morges vaekkede mig klokken 6 paa vej ned for at bade i floden, der loeber lige neden for vores guesthouse.

Folk er saa troende, at en kvinde i gaar aftes loeb hen mod bagenden af en ko, der urinerede og med haenderne foldet i skaal, drak og vaskede sig i den hellige kos vand.

Paa billedet sidder vi i toget fra Madgao til Hospeet. Se flere billeder ude til hoejre.

Vilde hunde, tyndskid og fransk gourmet

Min pc er paa vej til Mumbai. I gaar gav jeg den til en ung computerekspert, der holder til i et lille skur lige uden for byen Mandrem, hvor vi bor taet paa stranden. Naar han ikke deler visitkort ud med titlen Universal Computing tilbyder han taxakeorsel til snart sagt hvor som helst. Han er faktisk leveringsdygtig i de vildeste tjenesteydelser. Og fordi jeg faktisk har afskrevet min lille pc allerede spurgte jeg ham, om der var noget, han kunne goere for at hjaelpe mig.

Ankommet

27 timer tog det os at komme fra Kastrup til Goa. En let mørk fyr stod og ventede med et skilt uden foran den lille trope-lufthavn. Christina Bhakti Kutir stod der og vi vidste at så var der kun halvanden times kørsel til Panonem i det aller sydligste Goa.

Men Christina var i færd med at hjælpe en fyr, der inde i lufthavnen pludselig faldt om i et voldsomt epileptisk anfald.

Lægepakke til Indien

Har lige været nede og købe mig fattig på apoteket og har nu mulighed for at kurere en mellemstor indisk landsby skulle det blive aktuelt. Vi er fem og der i blandt to mindre børn og da det er første besøg i Indien har jeg måske helgarderet en anelse.

Men her er listen som måske kan være til inspiration for andre.

Anvisningerne er lavet sammen med en læge, men tjek altid med egen læge og følg vejledningerne på produktet. Stol med andre ord ikke på mine notater. Jeg har blot noteret det ned her så jeg har det et sted da jeg af pladshensyn nok ompakker en del af medicinen.