Her har vi været i Indien

Denne dagbog er endnu kun en kladde og bliver redigeret loebende.

Kastrup Lufthavn (30.10.08)

Afgang fra Kastrup Lufthavn. Overnatning hos svigerforældre. Daniels bror Eric fra London, som var på besøg i KBH, kørte os til lufthavnen. Her tog Eric vores danske vinterjakker af, som vi ikke kan slæbe rundt i Indien.

Flyet fløj planmæssigt ved 12-tiden til Helsinki, hvor vi ventede i tre timer på vores fly til Mumbai. Den lange flyvetur på otte timer gik også smertefrit med søde børn, der hyggede sig med kortspil, gameboys, spil og musik på psp’en.


Mumbai Lufthavn (1.12.08

Ankomst i Mumbai Lufthavn klokken fire om morgenen. Vi var noget bombede, men paskontrol og baggageudlevering gik hurtigt og nemt, og vi var snart ved indenrigsskranken, hvor vi skulle have fly direkte videre til Goa. Efter terrorangrebet i Mumbai, som skete kun tre dage før vores afgang til Indien ændrede vi planerne fra at skulle have startet vores rejse i Mumbai til at flyve direkte videre til Goa. Vi havde oprindeligt booket Bentleys Hotel i Kobala, som ligger lige ved siden af Taj Mahal-hotellet, som er det store fine hotel, der blev angrebet af terrorister. Der havde vi ikke lyst til at bo. Daniel var i første omgang ikke indstillet på at vi ændrede planerne. For som han sagde til mig; hvor stor er risikoen for, at det sker igen i Mumbai lige når vi er der? Den er lille. Det ved jeg. Men min årsag til at jeg ikke ville til Mumbai tre dage efter blodbadet var, at jeg ikke havde lyst til at gå rundt i en by fuld af sorg, når vi skulle have en gos start på vores rejse.

Altså blev beslutningen, at vi tog direkte til Goa. Ventetiden var lang i lufthavnen. Først klokken 13 fløj vi videre, og de første to timer sad vi i en lysstofrørsoplyst ventesal med kolde plastikstole. Et surt kvindemenneske forsøgte at holde folk til indenrigsterminalen i en lige kø, men mængden af mennesker umuliggjorde hendes job. Vi fik med en streng mine at vide, at vi skulle blive siddende på vores sæder i mindst tre timer, før vi fik lov til at komme til indenrigsterminalen. Det var vi ikke så tilfredse med, da vi vidste, at indenrigsterminalen bød på både rigtig kaffe, morgenmadsbuffet og bløde sofaer til vores trætte kroppe. Da vi havde ventet i to timer på de hårde stole tog vi affære. Uden at spørge masede vi os ind i køen og skubbede børnene foran ud til bussen, der kørte til indenrigsterminal. Den sure kone så strengt på os, men da hun begyndte at give os formaninger lod jeg som om, jeg ikke hørte hende og skyndede på familien ud til bussen. 10 minutter senere var vi i drømmeland: Kaffe ad libitum, corn flakes til børnene, og den første omgang indisk morgenmad med stærk chilisovs til Daniel og Julian.

Goa, Palolem Beach (1.12.08)

Bhakti Kutir resort

Da vi landede i lufthavnen i Goa blev vi mødt af en chauffør, vi havde bestilt til at køre os til Palolem Beach, som er en af de sydligste strande i Goa. Turen tog et par timer, så det var en lettelse, da vi endelig var fremme. Her havde vi lejet os ind på Bhakti Kutir, et yogaressort med hytter i en regnskovlignende have. Hytterne var simple men charmerende. En stor seng i hver hytte med et stort myggenet over sengen og et tilstødende badeværelse med lerklinet gulv og et hul i jorden som toilet. Men alt var pænt, rent og indbydende, så hullet i jorden blev hurtigt accepteret af store som små. Vores hytte var i to etager, så Julian havde eget værelse på 1. sal. Restauranten var rigtig god. Kun vegetarisk mad. Fra resortet var der en gåtur på fem minutter gennem en kokosplantage til stranden. Alt i alt var det ok at bo på Bhakti Kutir, men hvis man ikke er så interesseret i yoga, hvilket ikke var formålet ned vores ophold, kan man måske overveje andre steder. Ulempen ved stedet var de mange myg og den skyhøje luftfugtighed på grund af de mange regnskovstræer. Fordelen var klart den gode mad og den venlige betjening.

Læs mere om Bhakti Kutir.

Goa, Palolem Beach

Palolem Beach er en af Goas ret crowdede strande. Stranden ligger i en halvmåneformet bugt, hvor strandcafeer ligger side om side. Stranden var dog ikke så overrendt, da vi var der, da mange turister havde aflyst deres tur til Indien på grund af terrorangrebet i Mumbai.

Måske netop derfor blev vi overfaldet af tonsvis af strandsælgere, som satte sig på sandet foran os og bredte deres tæpper ud for at sælge smykker, træskrin, henna-tatoos, trælegetæj mannecure ect.

Efter et misluykket forsøg på at komme af med den første trandsælger endte vi med at købe armbånd til Rebecca og halskæder til mor for en latterlig og skyhøj pris. På det tidspunkt havde vi stadig jetlag og vores prutte-om-prisen-gen var endnu ikke aktiveret…

Goa, Mandrem Beach (4.12.08)

Lien Guesthouse.

Efter to dage på Palolem Beach tog vi en bil til Mandrem i Nord Goa. Vi forsøgte at arrangere en togtur dertil som er langt hurtigere end en biltur på de hullede veje, men da der kun gik et morgentog kl. 5.30  droppede vi den idé. I stedet blev vi kørt den tre timer lange tur for 1800 rupii, hvilket er små 200 kr. Dyrt for Indien, men alt i Goa er langt dyrere end andre steder i Indien.

Vi havde hjemmefra booket Lien Guesthouse, som vores venner fra Trekroner Jette og Claus havde anbefalet os. Lien Guesthouse er ejet af en svensk familie, som vi desværre ikke mødte. Stedet er tl dagligt drevet af et yderst venligt hold ansatte, som altid er klar til at hjælpe med alt, hvad man har brug for. På taget af hovedhuset er en dejlig restaurant med skygge, gode drinks, god mad og ret fredeligt. Vi boede i to værelser i hovedhuset, som var pæne og rene.. Intet fancy over det, men som vi var på stranden det meste af dagen, var det fint. Vi gav 4000 rupii for to store værelser ved siden af hinanden pr. nat. (400 kr).

Læs mere om Lien Guesthouse, Mandrem og mere.


Stranden i Mandrem

Stranden i Mandrem er en af de eneste strande i Goa der endnu er ret uspoleret. Der er næsten ingen restauranter og stort set ingen hytter eller hoteller på stranden. Til gengæld er der en ded meget smuk strand med klart vand at bade i. Ungerne kastede sig i bølgerne dagen lang, der ikke er for store til børnene. Pauserne fra solen foregik på Oasis, en hyggelig strandcafe, der hurtigt blev vores stamsted. Her drak vi Lemon soda i spandevis, som tjenerne tilpassede os med salt og sukker efter mange timer i solen.

Lige ved siden af Oasis havde Anna og Olivia og deres forældre lejet et hus i en måned til yoga-undervisning. Anna og Olivia er klassekammerater fra Trekronerskolen, og de fire børn fik masser af tid til at gå med at bygge ssandslotte, fange krabber på stranden og solde lommepenge i den lille købmand, hvor man kunne købe næsten hele butikken for under en tier.

La Plage i Mandrem

En af de oplevelser man bare skal give sig selv, hvis man er i Mandrem er den nærliggende franske strand-restaurant La Plage. Under et stort bambustag i strandkanten kan man for eksempel nyde en grillet tunbøf vendt i sesam eller en fiskesuppe af den bedste skuffe, mens man ikke laver meget andet end at nyde livet og stirre ud på de blå blå bølger. Kom til frokost, hvor stedet er proppet med mennesker, og hvor der sommetider er kø for at få bord. Men det er klart om eftermiddagen, der er mest liv og masser at se på.

Arambol nær Mandrem

En times gåtur langs stranden kommer man til en anden by Arambol, hvis hovedstrøg er lavet til turister. Her finder man et hav af boder med de klassiske sellerter som røgelse, billigt Goa-strandtøj, klipklappere, tørklæder i lange baner, chillumer, hennafarver m.m. Hvis man leder efter adsprelser fra den stille Mandrem er Arambol et fint besøg. Men har man ført været der en gang, behøver man ikke komme igen.

Ankomst Hampi (9.12.08)

Fra Goa gik rejsen videre til Hampi en lille uge senere. Vi fik en chauffør til at køre os i bil til stationen i Hupli tidligt om morgenen, hvorfra toget gik til byen Hospet, som er den nærmeste stationsby ved byen Hampi. Allerede inden toget var rullet helt ind på stationen var en lille trind mand sprunget på toget, som kom hen til Daniel for at spørge, om han skulle bruge rickshaw til Hampi. Manden, som viste sig at hedde Chinoo, virkede tillidsfuld, og snart havde vi lavet en aftale om, at han kørte os til Hampi for at tjekke et par hoteller ud.  Det første hotel, vi kørte til, havde vi selv valgt ud fra Rough Guide, på grund af svømmingpoolen. Men stedet viste sig at være mennesketomt og Gudsforladt, og vi kørte hurtigt videre til nogle andre steder, som Shinoo viste os i centrum. Vi endte med at indlogere os på ??, som er et lille guesthouse på hovedgaden i Hampi, hvor der for øvrigt er masser af den slags små billige og udmærkede steder. Vores hotel var ok. Vi fik to værelser med bad over for hinanden og pruttede dem ned til 800 rupii alt i alt incl. Morgenmad. En af de ting, man skal se godt efter i Indien er sengelus. Får man dem, klør det over hele kroppen, og man skal have en antibiotika-kur for at komme af med skidtet. Vi fik ikke sengelus på ??, men det var klart et sted, der kandiderede til det. Sengetøjet så rent ud, men madrasserne var ældgamle og lugtede af sur ost. Vi fik en ekstra opredning i det ene værelse til Rebecca. Men da hun havde kløet sig i søvne i over en time flyttede jeg hende til min seng om natten, da jeg havde en stærk mistanke til hendes tæpper om at der boede en zoologisk have i dem.

Hampi by

Hampi må man ikke snyde sig selv for, hvis man rejser i syd-Indien. Det er en af de mest charmerende og spændende byer jeg har været i. Byens mange templer tiltrækker hinduer fra store dele af Indien, og vestlige turister er der ikke mange af. Templerne i sig selv er ubeskriveligt smukke. I templerne bor der aber, egern og papegøjer, som man kan se masser af, når man går rundt om templerne. Livet ved templerne med bedende hinduer gør besøgende i templerne endnu mere interessante. Hovedtemplet i Hampi valfartede hundredevis af indere til for at blive velsignet af stedets hellige elefant. Den smukdt malede elefant tog gladelig imod bananer med snablen, men det som hinduerne kom for var at give elefanten mønter. Når den fik en mønt i snablen gav den mønten videre til sin ejer, hvorefter elefanten slaskede sin snabel ned i hovedet på giveren, som dermed var velsignet. Vi blev alle velsignet med en klat elefantsnot i håret, som vi så vælger at tro giver os medvind på rejsen J. Rickshaw-chaufføren, som vi hyrede da vi kom til Hampi har tilbudt os at køre os rundt i hele byen og området næste dag for 1000 rupii ( 110 kr). Vi ser masser af templer, ruiner, paladser og resterne af markedspladser. Byen havde sin storhedstid i XXXX, men i XXXX blev store dele af den smadret i en krig mellem muslimer og hinduer, hvorfor en del af byens herligheder er ruiner og minder en del om Athens romerske herligheder.

Byens centrum er lukket for biler, hvilket gør den afslappet at være i. Stort set alle andre indiske byer er plaget af den kaotiske trafik, hvilket kan gøre det særdeles svært at bevæge sig rundt i byerne bare nogenlunde afslappet. Men Hampi er altså anderledes. De mange små boder og butikker byder oven i købet på et slaraffenland af billige smykker, tæpper, sharier, hippie-tøj m.m. Hvis det ikke var fordi vi havde endnu to en halv måneds rejse foran os i Indien, kunne vi have fyldt flere rygsække med indiske ting og sager.

Afgang fra Hampi (11.12.08)

Efter to dage i Hampi kastede vi os endnu engang ind i et af de myldrende kaotiske toge med retning mod Mysore. Først med et passanger-train fra Hampis stationsby Hospet mod Hupli. Den mest  kaotiske togtur indtil nu ventede os. Vi havde reserveret fem pladser i toget på forhånd, så da toget kom fandt vi rette vogn og rette sæder. Der på vores fem sæder fandt vi to familier bestående af i alt 11 personer klemt sammen. Vi fortalte dem venligt, at det var vores sæder de sad på, men lige meget nyttede det. Den ene families overhoved forstod udmærket engelsk, men på trods af at vi viftede ham om næsen med vores pladsbillet blev både han og familien siddende. Der stod vi med fire timers togtur foran os. Vi diskuterede lidt, om vi skulle hidse os op og forsøge at smide familierne væk, men vi tøjrede temperamenterne og ventede for at se, hvad der skete. Efter en halv times kørsel insisterede jeg på, at Rebecca og Theodor skulle sidde ned, så jeg nærmest placerede Rebecca på skødet af en gammel kone. Det fik inderne til at rykke sammen, så der med nød og næppe var plads til vores to børn. Først efter to timers togtur skulle inderne af toget, og vi fik lov til at sidde på vores pladser…

Nattoget videre fra Hupli til Mysore var en mere behagelig oplevelse. Selv om man skal vende sig til standarten i de indiske toge. Selv kupeerne hvor sovehylderne er bredede end almindelig sleeper class er nedslidte, beskidte, ildelugtende og klaustrofobiske. Daniel, som ikke kan få nok af at socialisere med den almindelige inder, og dermed helst ikke opgraderer hverken sig selv eller resten af familien til bar en smule bedre togstandard, havde købt billetter til os på laveste klasse. Heldigvis var der ingen indiske familier der denne gang havde taget vores pladser. Generelt gælder det, at der er mere styr på hvem der har hvilke pladser i sovetogene, hvor en kontrollør jævnligt tjekker, at alle er på de pladser de har betalt for. Vi fik vores hylder, hvor vi klemte os sammen. Vi havde betalt for fem, men da vi var nervøse for at børnene ville trimle på gulvet, når de sov, krøb Julian sammen med Theo, mens jeg lå og holdt fast på Rebecca på de ca.. 40 cm smalle brikse. På vores fjerde plads smed vi vore stre store rygsække og fem stykker håndbagage. Børnene og jeg var så trætte, at vi hurtoigt faldt i søvn i det rumlende tog. Daniel ville læse. Og indsnuse Indien, som han sagde, og smilede lykkeligt. Natten igennem vogtede han som en løve over sin sovende familie.

Mysore (12.12.08)

Tidligt næste morgen rullede toget langsomt ind på stationen i Mysore. Vores bibel Rough Guide anbefalede Green Hotel i udkanten af byen, som et sted med store værelser og udgang til en skøn have. Med to børn med på tur, lød det som et godt alternativ til den kaotiske og larmende bycentrum. Green Hotel viste sig at være særdeles grønt med den store have, som guidebogen lovede. Vi var trætte og faldt om på sengene i det lyse værelse.

Silkefabrik og silkeindkøb

Morgenmad på terrassen, og efterfølgende tuctuc-tur til silkefabrik. Mysore er en af Indiens største silkebyer, og det er her, man skal købe og få syet silke, hvis man er til den slags. Daniel var klar på silkeskjorte, så efter fabrikken kørte vores chauffør os til en silkebutik. Ekspedienten var en husler af rang, og på trods af, at vi sagde til ham mindst 100 gange, at det bare var Daniel, der skulle have et par skjorter, var der ingen grænser for, hvad han forsøgte af sælge til alle os andre. Efter ca. en times husleri slap vi ud af butikken med en bestilling på fem skjorter til Daniel. Næste aften leverede skrædderen fem super flotte nye skjorter til Daniel, og han var glad.

Mysore Zoo

Efter en hel dags venten for børnenes vedkommende i silkeforretningen, besluttede vi, at børnene måtte bestemme, hvad næste dags program skulle stå på. De valgte en tur i Mysore zoo, som

Bus til Ooty (14.12.08)

Crazy hotel (læs om det her)

Besøg hos stammefolk (15.12.08)

Legetøjstog til Methapalauam

Tog fra Methapalauam til Coimbatoire

Overnatning i Coimbatoire


Tog fra Coimbatoire til Allepey, Kerala (16.12.08):

Smukke strande men pas for fanden da på strømmen og bølgerne.

Vi stod i vandet, som nåede Rebecca til knæene, da en kæmpebølge overraskede os. Julian og Rebecca blev blæst omkuld, mens Daniel nåede at gribe fat i Theodor. Rebbecca blev hvirvlet rundt i bølgen og kom op igen med en kæmpe forskrækkelse og en masse rifter fra det ru sand på knæ og albuer. Julian, som lå i en badering, da bølgen kom, fik skrabet læben en lille smule, og vi blev hurtigt enige om, at havet her ikke var noget for os. Efterfølgende læste vi i Rough Guide, at mange af strandene i Kerala hvert år koster flere turister livet på grund af de lumske bølger og den stærke understrøm. Vi valgte af krybe på land og gik i gang med en sandslotskonkurrence, som Julian vandt overlegent med et hinduistisk sandtempel med diverse kupler og krummelurer. Da Theodor, som byggede en sandby sammen med Rebbecca og jeg, indså, at Julian havde større sand-skills end os andre, besluttede han hurtigt, at han var på Julians hold. ”His such a bad looser…”.

Afrejse til Our Land (17.12.08):

Blev hentet i bil.

Our Land er det lille super lækre sted på en ø i Back Waters, som vi efter to dages asfslapning ikke kan anbefale nok. Efter 20 minutters biltur ud af Allepey kom vi til en lille sti, hvor kun tuc’ere kan køre. En sådan ventede på os og balancere på kanten af rismarkerne ud til en af kanalerne, hvor en kano ventede. En rotur på ti minutter tog os til øen hvor Our Land ligger. Our Land er delvis ejet af det danske rejsebureau Grace Tours, som har specialiseret sig i rejser til Sydindien. Inden afrejsen havde jeg lavet en aftale med Grace Tours om et gratis ophold her mod en omtale i en artikel om Sydindien.

Our Land, gåtur i rismarked og driverliv:

Afrejse til Fort Cochin, Homestay Le Royal (19. december 2008)

Dyrt (8000 rs for to vaerelser) men dejligt. Maden inkluderet i prisen. Lige hvad vi traengte til.\

Afrejse til Kumily i Kerala. (23.12.08) Cardemommebjergene! Overnattede på The Whitehouse 600 rs per nat med udsigt over junglen. Dejligt.

Afrejse til Madurai (26.12.08)

Busturen fra Kumily til Madurai var et helvede.

Madurai var voldsomt overrendt af pilgrimme disse dage. Alle hoteller udsolgt på nær Sri Devi der denne nat tilbød os et rigtig klamt værelse. (Fed udsigt dog til templet fra taget). Om det er os eller byen så svinger det bare ikke denne dag. Læs mere om flugten fra Madurai

1. klassses nattog til Mahabalipuram (28.12.08)

Ovenatter på Green Woods Beach Resort en uge. Ok sted der ikke ligger på standen men et minut tilbagetrukket. Stranden er ret klam i Mahabalipuram. Hotellet er godt kørt på en eller anden måde er den lille stenhuggerby fed at læne sig tilbage i og puste ud.

Slidt Ambasador-bil til Kadapakam og børnehjem. (5.1.09)

Privat bolig i Kadapakam – her er ingen guesthouses. Kadapakam er ikke et turistmål (endnu)

Gode afstikkere til Pondichery med bus sydpå langs ECR (East Coast Road).

Trankebar. Hotel Bungalows on the Beach (dyrt men lækkert). Der ligger et meget billigere government ejet guest house lige ved siden af, der er rigtig fint og benytter de samme faciliteter som det dyre. Til gengæld hedder værelserne så heller ikke Crown Prins of Denmark osv.

Tanjavur. Hotel Valli. vildt billigt og ok. Finurlig by. God Chai søde mennesker, et gammelt slot med danske bøger pga forbindelsen til Trankebar. Lang spændende historie…

Chennai (Paradise Guest House). Billigt, rent og røvsygt. Chennai er ikke Mumbai. Faktisk ret rå og hård at være i med unger. Men som alle storbyer har den sine gode gemmesteder.

Andamanerne. (26.1) Ocean Pearl Dive Resort (Havelock). og Peal Park på Neil Island (Beach no. 1)

Chennai-Mumbai lang tog-tur (10.2). Men tog er så fedt i Indien, synes vi

Mumbai (12 – 17.2). Bentleys Hotel. Kanonværelse. Bed om et værelse med balkon over looking the park or Oliver Street. Vi fik en gildesal med mørke træpaneler og balkon ud til en lille allé med træer og papegøjer. Super fedt.

København (koldt)

Reklamer

2 responses to “Her har vi været i Indien

  1. Vi skal til Goa d.26/12. Vi kan få et sted det hedder River hut . Det er gennem Lien guest house. De er overbooket, så de tilbyder to værelser i et rødt hus 100 m fra Lien . Der er et billede på deres hjemmeside. Kender I det ??
    Venlig hilsen
    Dorte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s